Til NaturErhvervstyrelsen

Høringssvar på Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af regler om tilgængeliggørelse på markedet af CE-mærkede gødningsprodukter og om ændring af forordning (EF) nr. 1069/2009 og (EF) nr. 1107/2009 – jeres sagsnr. 16-8099-000002

DANVA finder forslaget til forordningen særdeles positivt. Foreningen tilslutter sig principperne i den cirkulære økonomi og forslagene til ændring på gødningsområdet. Udviklingen i den danske vandsektor er i mange henseender i overensstemmelse med principperne i den cirkulære økonomi. Dette gælder også på gødningsområdet.

I forhold til spildevandsslam fremgår det af forslaget til forordningen, at navnlig spildevandsslam indeholder meget fosfor, som vil kunne erstatte EU import af fosfor, der har status som en kritisk råvare, særligt i forhold til gødningsfremstilling. Desuden fremgår det af forslaget til bilag til forordningen, at spildevandsslam kan indgå som bestanddel i et CE mærket gødningsprodukt.

Danske vandselskaber som Aarhus Vand og Herning Vand er i det internationale førerfelt for så vidt angår udnyttelse af ressourcer i spildevandsslam herunder til fremstilling af struvit, der kan anvendes i gødnings-fremstilling.

DANVA har arbejdet aktivt på både EU niveau og nationalt niveau på at fremme anvendelsen af struvit i gødningsfremstilling. Vi vil meget gerne samarbejde med staten om at fremme udviklingen på dette område herunder befæste og styrke Danmarks know-how og markedspotentialer.

DANVA bidrager ligeledes gerne med input i forbindelse med det arbejde, der skal forestås af EU’s Joint Research Center vedr. fastsættelse af kvalitetskriterier.

Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA