Til Miljø- og Fødevareministeriet

Forslaget lægger op til en forlængelse af EU-godkendelsen af fire aktivstoffer, der alle er fundet i dansk grundvand, så denne godkendelse kan have stor betydning for dansk vandforsyning.

Bentazon

Stoffet søges godkendt som herbicid til en lang række afgrøder, herunder korn, majs, kartofler og græs. Bentazon er en gammel kending i dansk vandforsyning, da det er det godkendte stof, der lukker flest boringer i Danmark. I varslingssystemet er det da også vist som et meget problematisk pesticid, der meget ofte udvaskes i koncentrationer, der langt overstiger grænseværdien.

Ethofumesat

Dette herbicid søges anvendt til brug i foder- og sukkerroer. Det danske varslingssystem har også undersøgt stoffet, og viser ligeledes, at pesticidet i gennemsnit kan udvaskes i koncentrationer, der klart overstiger grænseværdien.

Picolinafen

Herbicidet påtænkes anvendt i kornafgrøder. Som for de to foregående herbicider er det i varslingsystemet afsløret, at det kan udvaskes i koncentrationer, der overstiger grænseværdien.

Thifensulfuron-methyl

Dette herbicid søges godkendt til anvendelse i blandt andet korn og majs. I EU-vurderingen fremføres, at der for flere metabolitter er risiko for udvaskning til grundvandet i koncentrationer, der overstiger grænseværdien. Varslingssystemet har vist, at der kan være risiko for udvaskning i koncentrationer, der overstiger grænseværdien, men gennemsnitsværdierne er dog under grænseværdien.

For alle pesticiderne er der altså risiko for udvaskning til grundvandet i koncentrationer, der kan overstige grænseværdien. Udover denne alvorlige risiko har disse herbicider alle en række andre uheldige miljøegenskaber herunder mulige hormonforstyrrende effekter. DANVA vil derfor kraftigt anbefale, at regeringen stemmer nej til fornyet godkendelse af disse herbicider, der i vore øjne udgør en alvorlig trussel mod dansk vandforsyning og det øvrige miljø.

Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen og Claus Vangsgård
DANVA