Foreningen inviterer til strategiske drøftelser 06.02.2013, kl. 10 i Vandhuset om vandselskabernes skattebetaling. Vi håber på deltagere fra 2007-, 2008- og 2009-selskaberne samt repræsentanter fra revisionsfirmaerne.

Da mødet er vigtigt for centrale beslutninger med betydning for dels skattesagerne for de forskellige grupper af vandselskaber dels foreningsarbejdet, håber vi på udbredt interesse.

Med hjælp fra særligt aktive revisorer vil deltagerne blive præsenteret for status og forventninger i forhold til skattesagerne for de forskelige grupper af selskaber. Med afsæt i dette vil identificerede strategiske emner - herunder emner, som går på tværs af selskabsgrupperne, blive drøftet. Endvidere vil der kunne gives input til DANVAs mulige rolle. Det nærmere program vil deltagerne få i hænde senere.

Tilmelding kan ske til sv@danva.dk (navn på deltager, selskab, e-mailadresse).

Koordinering

Foreningen henleder opmærksomheden på opfordringen fra november 2012 til at indgå i et koordineringsarbejde for vandselskaber etableret efter 2007. Et arbejde med fokus på mulige sager ved Landsskatteretten. Læs mere her...

Prisloft

Forsyningssekretariatet: Prisloft og skat betalt under protest

28.11.2012 anmodede DANVA Forsyningssekretariatet (FS) om en vurdering af en konkret metode til indregning af skat i prisloftet. Afsættet var, at flere vandselskaber etableret før 2009 forventer at betale skat under protest.

Som vi tolker FSs respons så forholder de sig ikke til alle elementer i DANVA brevet – der synes dog at være nogle budskaber:

  • Selskabsskat er en 1:1 omkostning, som kan begrunde et tillæg til prisloftet.
  • Selskaber, der måtte blive mødt af et krav om betaling af selskabsskat, som ikke er budgetteret i forbindelse med fastsættelse af prisloftet for det aktuelle år, kan medtage en sådan betaling i sit reguleringsregnskab under 1:1 omkostninger.
  • Betaling af selskabsskat i eksempelvis 2013 for årene 2011 og 2012 vil kunne indregnes i prisloftet i betalingsåret.

FS forholder sig dog ikke til håndteringen af betalt skat med relation til årene forud for prisloftreguleringen (2011) – ligesom der ikke er klarhed for, hvorledes FS vil håndtere acontoindbetalt skat. En sådan betaling er jo ikke sket grundet et endegyldigt krav.