Fra Venstre Karina Topp CEO Aarhus Vand Og Joone Kim Lopez CEO Moulton Niguel
Billede: Aarhus Vand. Fra venstre Karina Topp CEO Aarhus Vand og Joone Kim-Lopez CEO Moulton Niguel

Aarhus Vand ser ud over landets grænser for at finde inspiration til nye bæredygtige løsninger og har derfor indgået en samarbejdsaftale med den californiske forsyning Moulton Niguel Water District.

Aarhus Vand underskrev den 17. januar 2024 en samarbejdsaftale med den californiske vandforsyning Moulton Niguel Water District. Californien har stor mangel på vand. Og her kan dansk viden om at minimere vandspild og vandforbrug gøre en stor forskel. På den anden side har Aarhus Vand en ambition om at søge inspiration internationalt til bl.a. grøn omstilling inden for vandområdet. Amerikanerne arbejder med nye former for indvindelse af energi i vandkredsløbet, som er relevante for Aarhus Vand.

”Jeg er meget glad for denne aftale. En del af vores strategi er, at vi kigger ud over landets grænser og lader os inspirere af andres udfordringer og løsninger. På den måde kan vi bedre skabe innovation og indføre nye bæredygtige løsninger, som forbedrer vores infrastruktur og services,” siger Karina Topp, CEO, Aarhus Vand.

En perfekt samarbejdspartner er åben for videndeling

Hun ser Moulton Niguel Water District som en perfekt samarbejdspartner, idet de er meget åbne for videndeling og innovation, og det har skabt grobund for et godt samarbejde. Underskriftsceremonien foregik på hovedsædet for Moulton Niguel Water District sammen med Water Technology Alliance (WTA), som er den danske vandsatsning i USA.

Hos Moulton Niguel Water District ser man også et stort potentiale i at udveksle erfaringer igennem et samarbejde over Atlanten.

”Jeg er fascineret af Aarhus Vands måde at udnytte teknologi og data på i deres forsyning, og det kan vi lade os inspirere af. Med denne underskrift bekræfter vi vores fælles mål om at dele viden for at løse vandudfordringer, som gør sig gældende i hele verden,” siger Joone Kim-Lopez, CEO og General Manager, Moulton Niguel Water District.

FOTO: Aarhus Vand

Data til forbrugerne reducerer vandforbrug i USA

Aarhus Vand har også valgt at samarbejde med Moulton Niguel Water District, idet virksomheden har flere års erfaring med digitale målere hos forbrugerne. Den californiske forsyning har især arbejdet med at give deres kunder data for eget vandforbrug i realtid for på den måde at skabe et incitament til at spare på vandet. Aarhus Vand har netop opstartet et nyt projekt (Imeter), hvor målet er at give aarhusianerne digitale vandmålere og samtidig også en kundeplatform med data for vandforbrug.

”Ved at kigge Moulton Niguel over skulderen får vi et meget stærkere udgangspunkt for at lykkes med vores eget Imeter- projekt med digitale målere. Vi håber at få indblik i på hvilken måde, de præsenterer data for deres kunder, som har en betydning for deres adfærd og forbrug af vand,” siger Christian Schou, afdelingschef, Aarhus Vand.

Dansk vandsatsning i USA skabte grobund for partnerskab

Set med danske øjne vil projektet med digitale målere - Imeter-projektet være første genstand for nye dialoger med den californiske forsyningsvirksomhed. Dialoger har der allerede været flere af, idet de to forsyninger siden 2017 igennem den danske vandsatsning i USA, Water Technology Alliance har mødtes. Water Technology Alliance etablerede dengang et partnerskab mellem Californien og Danmark for at sikre et samarbejde om vandteknologiske løsninger.

”Aarhus Vand og Moulton Niguel Water District ønsker at skabe en mere klimaresistent og effektiv vandsektor. Begge forsyninger viser, at styrkelse af globale samarbejder og vidensdeling er den bedste måde at opnå dette på. WTA er meget begejstret for at støtte og bidrage til det fortsatte stærke forhold mellem Moulton Niguel og Aarhus Vand,” siger Jesper Køks Andersen, generalkonsul og chef for det danske handelskammer i USA.