2024 12 20 Mand Kontrollerer Rensning Af Spildevand Assens
Processerne i den moderne spildevandsrensning overvåges af hundredvis af sensorer. Det giver mulighed for en præcis styring af den komplicerede biologiske renseproces i realtid. Her ses driftsmedarbejder Michael Bergholdt Hansen på renseanlægget lidt uden for Assens By. Assens Forsyning 2024.

Det nye energiproducerende renseanlæg lidt uden for Assens fortsætter de gode takter. Senest er det nemlig lykkes at fastholde en optimal biologisk renseproces af spildevandet helt uden brug af jernklorid. Det giver en miljøgevinst på 3 ton færre kemikalier anvendt siden november 2024. Det er det en økonomisk gevinst for Assens Forsyning A/S og en tidlig julegave til miljøet gennem lavere CO2-udledning.

Jernklorid anvendes i traditionelle renseanlæg, hvor det tilsættes den biologiske renseproces for at binde fosfor til spildevandsslammet, der senere ender på markerne som gødning. Når det nu er lykkes Assens Forsyning A/S helt at undgå tilsætningen af kemikaliet skyldes det, at det lykkedes at optimere forholdene for den biologiske fosforrensning, og dermed dens virkningsgrad. 

Tro på at trenden fortsætter

Driftschef Søren Rasmussen siger: ”Den reducerede anvendelse af kemikalier er helt i tråd med vores strategiske ambitioner om at bidrage positivt til en grønnere fremtid. Det understreger også det tekniske potentiale i vores nye anlæg, og at vi har rigtig dygtige folk til at drive og fintune processerne. Vi skal dog huske på at spildevand er en levende organisme og det bliver svært at undgå brugen af jernklorid helt, men jeg er sikker på at vores medarbejdere vil gøre deres for at den positive udvikling fortsætter til glæde for os alle og ikke mindst miljøet”.

Vigtig brik i spildevandsstrategien

Assens Centrale Renseanlæg er en vigtig brik i Assens Forsynings centraliserede spildevandsstrategi mod 2032, der skal sikre at spildevandet fra hele kommunen ledes til Assens. Forudsætningen for at dette lykkes er den igangværende adskillelse af regn- og spildevand, nye afskærende ledninger fra nord til syd i kommunen, samt etableringen af regnvandsbassiner. Spildevandstrategien handler om at fremtidssikre spildevandskapacitet- og håndtering, samt at kunne imødekomme nye skærpede krav til udledning i Danmark og EU. På denne måde vil konsekvenserne af hyppigere og kraftigere nedbør blive afbødet, og der vil ske en forbedring af vandmiljøet.

Frem mod deres nedlæggelse i 2027 drifter Assens Forsyning A/S fortsat renseanlæg i Hårby, Holmehave, Tommerup St., mens renseanlæggene i Aarup og Vissenbjerg forventes nedlagt frem mod 2032. De fem renseanlæg viser, i lighed med Assens Centrale Renseanlæg, også meget lave udledningstal.