Forsyningssekretariatet har nu offentliggjort de første effektiviseringskrav og effektiviseringspotentialer for vandsektoren. Det har desværre været nedslående læsning, da de beregnede potentialer er utroværdige, og det endvidere er tydeligt, at prisloftet rammer med alt for stor tilfældighed.
Prisloftet er fastsat på baggrund af driftsomkostninger fra 2003-05. En periode, der ligger så langt tilbage, at hovedparten af vandselskaberne ganske enkelt ikke har haft mulighed for at fremskaffe præcise data. Det har betydet, at mange selskaber ikke har kunnet dokumentere deres omkostninger i perioden, og som følge heraf har mange fået meget lave prislofter. En stor del af selskaberne har fra 2010 til 2011 skullet spare 10, 20, 30 eller 40 % af deres driftsomkostninger – nogle endnu mere.
Der er altså tale om meget massive krav fra et år til et andet. Den store usikkerhed i fastsættelsen af prislofterne har endvidere ført til, at en del selskaber er blevet pålagt krav, der betyder, at de skal drive deres selskab for væsentlig færre penge end det mest effektive selskab ifølge Forsyningssekretariatets egne beregninger kunne i 2010. Det understreger, at der er et presserende behov for, at prisloftets udgangspunkt i 2003-05 bliver ændret. Det er ganske enkelt ikke forsvarligt at gennemtvinge vilkårlige krav af den størrelse.
Ud over de mere eller mindre tilfældige krav selskaberne er blevet pålagt i 2011, kommer der nu yderligere krav fra Forsyningssekretariatet, baseret på en resultatorienteret benchmarking af tvivlsom kvalitet. Datakvalitet, kvalitetssikring og selve modellen er så mangelfuld, at benchmarkingen bør udsættes. Og det gør kun ondt værre, at Forsyningssekretariatet til tider synes mere optaget af at maksimere effektiviseringspotentialet i sektoren end i at udvikle den mest retvisende model.
DANVA har i sit høringssvar eksempelvis påpeget behovet for en mere forsigtig antagelse omkring skalaforhold. Det er siden blevet bekræftet af en internationalt førende ekspert i benchmarking, at det havde været mere korrekt at anvende denne mere forsigtige antagelse på vandforsyning. Et forhold, der kan påvirke effektiviseringspotentialet forholdsvist meget. Desværre må vi konstatere, at der ikke er blevet lyttet til vores forslag. Og det er ærgerligt, for branchen havde meget gerne set en mere retvisende model.
Et andet område hvor vi forgæves har forsøgt at forbedre modellen, er i forhold til håndtering af miljø, kvalitet og service. I den nuværende model bliver der ikke taget højde for disse forhold. Og det til trods for, at Forsyningssekretariatet samtidigt har lagt en linje, hvor sekretariatet i praksis ikke giver tillæg for miljø- og servicemål. Selskaberne bliver altså med den nuværende konstruktion straffet for omkostninger til miljø, kvalitet og service, der ligger ud over minimumsstandarderne i Danmark. Det lokale selvstyre er dermed reelt sat ud af kraft og branchen styrer direkte mod laveste fællesnævner.
Det betyder, at der fremover ikke bliver plads til badevandskvalitet i Københavns havn eller grundvandssikring på Fyn. Det er ikke intentionen med Vandsektorloven, men ikke desto mindre konsekvensen af den nuværende praksis.
Udmeldingen af effektiviseringskrav har bekræftet DANVA i, at prisloftet bør afskaffes. Og vi er ikke ligefrem blevet mildere stemt af den måde Vandsektorloven og prisloftsbekendtgørelsen bliver fortolket på.