2024 08 15 Helle Katrine Modtager IWA Pris Karsten Bjørno
Helle Katrine Andersen modtager pris for "Outstanding service Award". Prisen overrækkes af Tom Mollenkopf, præsident for IWA. Foto: Karsten Bjørno

DANVAs sekretariatschef Helle Katrine Andersen er modtager af hæderspris. Den fornemme anerkendelse fra IWA blev overrakt i forbindelse med verdenskongressen i Toronto.

IWAs pris ‘Outstanding service Award’ tilfaldt i år Helle Katrine Andersen fra DANVA. Helle Katrine Andersen er formand for IWAs danske komite, og IWA begrundede tildelingen af prisen med, at Helle Katrine Andersen på en betydningsfuld måde har bidraget med ledelse og strategisk styring af vandsektoren. Desuden har hun ydet et imponerende bidrag til IWA, hvilket omfatter ledelse af IWAs danske nationalkomite og nøglerollen i planlægning og gennemførelse af vand verdenskongressen i København 2022.

Helle Katrine Andersen føler sig både stolt, taknemmelig og glad over tildelingen:

“Det er overvældende at blive anerkendt med en så prestigefuld pris for det, som i så mange år både har været min passion og selve formålet med mit arbejde,” siger Helle Katrine Andersen.

Hendes første bekendtskab med IWA var for 20 år siden, hvor hun deltog i verdenskongressen i Marokko. I 2011 blev hun formand for IWAs danske nationalkomite og hun har siddet i den verdensomspændende vandforenings strategiske råd og bestyrelse.

“Gennem hele min tid i IWA har jeg haft fokus på at skabe merværdi for IWAs medlemmer med et særligt fokus på forsyninger, hvor jeg har arbejdet for forsyningers involvering og for, at forsyninger i IWA har en platform for videndeling, samarbejde og kapacitetsopbygning”, siger Helle Katrine Andersen, og fortsætter:

”Min motivation er den afgørende betydning af vores arbejde i vandsektoren. Vand er liv – og at arbejde for at alle har adgang til rent og bæredygtigt vand er ikke bare et arbejde, det er et fundamentalt formål.

Hun mener, det er vigtigt at arbejde for, at unge søger ind i vandsektoren.

“Jeg er overbevist om, at IWA spiller en stor rolle for at kunne tiltrække fremtidens medarbejdere. Det kan vi gøre ved at lade de unge komme til orde og inddrage dem i aktiviteter i IWA. Det er inspirerende at mærke de unges entusiasme og perspektiver, det giver mig håb for fremtiden,” siger Helle Katrine Andersen.

Hun mener, at de mange udfordringer vi står overfor fra klimaforandringer til den stigende efterspørgsel på ressourcer også giver os nye muligheder for at udvikle, uddanne og lede.

“Jeg tror fuldt og fast på styrken i videndeling, hvilket også afspejles i mit virke for DANVA. Jeg er stolt over, at bidrage til en organisation som IWA, som understøtter fællesskaber og sikrer udbredelse af bæredygtige vandløsninger til dem over hele verden,” siger Helle Katrine Andersen.

En anden dansker blev også hædret i forbindelse med IWA’s verdenskongres. Det var tidligere direktør i DANVA, tidligere direktør i VandCenter Syd og præsident for verdenskongressen i København 2022, Anders Bækgaard, som blev udnævnt til æresmedlem af IWA.