Ti tidligere medlemmer af ledelsen i Odsherred Forsyning og Odsherred Varme er ifølge dr.dk blevet stævnet for op mod 50 millioner kroner. Det sker som led i den juridiske opfølgning på selskabernes økonomiske kollaps og efterfølgende rekonstruktion.
Lars FischerDet er både Odsherred Kommune og rekonstruktørerne for Nordea, der har valgt at rejse sagen.
Den tidligere bestyrelse er blandt de stævnede, herunder Allan Andersen – ægtemand til Odsherreds nuværende borgmester Karina Vincentz – og tidligere borgmester Thomas Adelskov (S). Ifølge kommunaldirektør Claus Steen Madsen undersøges det, om der kan placeres ansvar hos både politikere, rådgivere, bestyrelsesmedlemmer og den tidligere direktion.
Stævningerne er sendt for at undgå forældelse, da der nu er gået tre år siden beslutningen om at udvide fjernvarmenettet – en beslutning der i dag står som centralt omdrejningspunkt for sagen.
Professor i miljø- og energiret ved Syddansk Universitet, Bent Ole Gram Mortensen, peger på, at stævninger af denne karakter er sjældne i forbindelse med offentlig infrastruktur. Men han understreger samtidig, at bestyrelsesansvar er reelt og ikke blot symbolsk:
– Hvis man ikke varetager sine pligter i bestyrelsesarbejdet ordentligt, så kan man blive ansvarlig for det tab, der opstår, siger han til DR.
Det betyder dog ikke, at dårlige beslutninger automatisk fører til dom. Der skal foreligge en egentlig forsømmelse eller tilsidesættelse af bestyrelsespligterne.
Ifølge kommunaldirektør Claus Steen Madsen vil det bero på to kommende vurderinger, om stævningerne munder ud i egentlige retssager: en advokatundersøgelse, der forventes færdig inden sommerferien, samt rekonstruktørernes forslag, som skal være klar midt i maj.
Det samlede erstatningskrav lyder i første omgang på 50 millioner kroner, men beløbet kan stige afhængigt af sagens udvikling.