Debatten om sprøjteforbud over drikkevand kræver hele billedet

Drikkevand er ikke et forbrugsvalg. Vi kan ikke vælge et andet vandværk, hvis vi er utilfredse. Vi kan ikke fravælge vand. Netop derfor er tilliden til, at det vand, der kommer ud af hanen, er sikkert, ikke bare et spørgsmål om kemiske grænseværdier – det er et spørgsmål om samfundets grundlæggende tryghed.
Debatten skal hvile på fakta. Og fakta er, at vores viden om miljø- og sundhedsskadelige stoffer hele tiden udvikler sig.

Vi troede engang, at nitrat i drikkevand var ufarligt ved de nuværende grænseværdier. I dag anbefaler en ekspertgruppe, at grænsen sænkes markant – fra 50 mg/l til 6 mg/l. Siden 2020 er grænseværdien for PFAS-stoffer blevet sænket med en faktor 50. Det illustrerer en grundlæggende pointe: Det, vi i dag betragter som sikkert, kan vise sig at være noget andet i morgen.
Det samme gælder pesticider. Godkendelsesordningen blev senest væsentligt strammet i 2011, hvilket i sig selv er en erkendelse af, at tidligere vurderinger ikke var tilstrækkelige. At de mest problematiske stoffer er forbudt, betyder ikke, at resten er uden risiko – særligt ikke, når vi i dag finder mange hundrede forskellige pesticider og deres nedbrydningsprodukter i miljøet. Vi finder også godkendte stoffer – ikke kun ”fortidens synder”. I det unge, øvre grundvand, hvor over 80 pct. af boringerne er forurenet, er det billede særlig tydeligt, og Miljøministeriet har for nylig trukket 33 stoffer med PFAS tilbage.

Samtidig er det vigtigt at forstå, at fraværet af klare sundhedseffekter i drikkevand ikke nødvendigvis er det samme som fraværet af risiko. Det er i praksis meget vanskeligt at påvise statistisk sikre sammenhænge, fordi koncentrationerne er lave, og fordi boringer lukkes, så snart grænseværdier overskrides. Reguleringen kommer med andre ord effekterne i forkøbet.
Når det gælder nitrat, viser store danske befolkningsundersøgelser fra Aarhus Universitet og Kræftens Bekæmpelse desuden en sammenhæng mellem koncentrationen i drikkevand og risikoen for mave-tarmkræft. Samtidig ved vi, at nitrat i drikkevand under visse forhold kan omdannes til nitrosaminer i mavesækken – stoffer, der er kendt for at være kræftfremkaldende. Den mekanisme er anderledes end for nitrat i fødevarer, hvilket understreger, at drikkevand skal vurderes særskilt.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt at se på enkeltstoffer isoleret eller at sammenligne med andre eksponeringer i samfundet.

Det er rigtigt, at der findes andre forureningskilder – herunder PFAS – som også kræver opmærksomhed. Men det er ikke et argument for at sænke ambitionerne på pesticidområdet. Det er et argument for at hæve dem på begge fronter.

Spørgsmålet om sprøjteforbud handler i sidste ende ikke om, hvorvidt ét stof isoleret set overskrider en grænseværdi. Det handler om, hvordan vi bedst beskytter en sårbar ressource i en situation, hvor vores viden udvikler sig, og hvor konsekvenserne af fejl er langsigtede og dyre – i nogle tilfælde uoprettelige.

Når først grundvandet er forurenet, kan det tage årtier eller længere at rette op. Derfor er forsigtighed ikke et udtryk for symbolpolitik – det er sund samfundsøkonomi og ansvarlig forvaltning.

Debatten er vigtig. Men den kræver, at vi ser hele billedet – ikke kun en del af det.