Ekspert: Vi bør reducere mængden af miljøfarlige stoffer markant

Et eksempel er kobber, der bruges som svampedræbende middel. Det kan også være biopesticider, der ses som en udvej, hvis ikke man må bruge syntetiske stoffer. Selv om de ikke nævnes så tit i medierne, kan de spille en ganske stor rolle, forklarer lektor på Københavns Universitet, Xenia Trier. De kan bruges ved, at man planter dem ind i sine planterækker i et større antal, end de normalt ville forekomme i naturen.

Grundlæggende opstår problemerne enten, hvis stofferne er meget giftige, eller findes i høje mængder, fordi de bruges meget eller ikke nedbrydes og derfor ophobes.

”Så når vi taler om forurening, er det, når stoffer gør skade, ved at de går ind og forstyrrer organismens normale funktioner. I værste fald sker der akut forgiftning, så planterne eller dyr dør. Men skaderne kan også være kroniske og føre til f.eks. kræft, eller de kan have hormonforstyrrende effekter eller gå ud over nervesystemet og immunforsvaret.

Særligt kan effekter opstå, hvis organismer udsættes for stofferne, mens de skabes. Det er f.eks. tilfældet for flere af PFAS-stofferne, som påvirker både dyr og mennesker. Kilderne kommer fra alle de forbruger- og industriprodukter, hvori PFAS anvendes, og kan spredes via luft, slam eller direkte udledninger til vand, sediment og jord. Herfra optages de i fødekæden og havner i mennesker,” siger Xenia Trier.

Hun arbejder bl.a. med jordforurening og studerer, hvordan man kan måle, oprense og rehabilitere økosystemer efter forureninger med kemiske stoffer som metaller, PFAS, oliestoffer og organoklor- og bromforbindelser.

Stoffer kan f.eks. optages via jord og orme og ende i fuglene og gøre, at deres æg får tynde æggeskaller, og ungerne derved ikke udruges. Det skaber en effekt hele vejen ned i systemet.

Nogle typer pesticider kan også være neurotoksiske for bier og gøre, at de ikke kan finde hjem. Så sker der ingen bestøvning, og der kommer ingen frugter. Men der kan også være skader i bunden af økosystemet – f.eks. noget, der forhindrer planternes kim-dannelse. Dermed har du fjernet noget i bunden, som påvirker opad.

”Økosystemet hænger sammen, så forurening ét sted kan påvirke resten af økosystemet. Det kan påvirke både i top og bund. Vi kan se langtidseffekterne af det. F.eks. er der 70 procent færre insekter i Tyskland i dag end i 60’erne – efter 2. industrielle revolution – på grund af pesticider og arealanvendelse. Det gør ikke så meget i starten, men effekten akkumulerer sig,” siger Xenia Trier.

Hvordan kommer man stofferne til livs

Men hvad skal der så ske på nationalt og globalt plan for at komme de miljøfarlige stoffer til livs?

Xenia Trier peger eksempelvis på det lille nedbrydningsprodukt TFA, der bl.a. bruges som tilsætning, når farmastoffer skal tørres.

TFA er også et nedbrydningsprodukt fra produkter med PFAS, herunder fra PFAS-pesticider og kølegasser til aircondition i biler, der indeholder fluorholdige (PFAS) drivhusgasser kaldet F-gasser.

”Stoffer, der nedbrydes til unedbrydelige og mobile (vandopløselige) slutprodukter, er særligt skadelige, for det er praktisk og økonomisk umuligt at fjerne slutproduktet fra vandet igen. Derfor bør man på EU-niveau sætte ind over for alle kilderne, og særligt også for kølegasser i f.eks. biler og varmepumper, hvor der findes gode "naturlige" kølegasser. Det kan ske ved ikke at tillade produktion og import af anvendelser, hvor der findes alternativer til F-gasser.

Lige nu ligger der bl.a. danske forslag om at begrænse anvendelsen af alle PFAS, inklusive F-gasser, til beslutning ved EU-Kommissionen, men industrien, der sælger F-gasserne, kæmper hårdt imod. Men vil man beskytte grundvandet fra TFA, bliver man nødt til også at sætte ind over for andre væsentlige kilder som F-gasser, fluorpolymerer og anvendelser i både pesticider og farma,” siger hun.

Et forbud mod ikke-essentielle anvendelser vil være en effektiv måde at undgå diffus forurening med TFA på, som spredes med regn og små partikler. Da det er meget vandopløseligt, siver det hurtigt ned, og i 2021-2023 fandt man TFA i 38 procent af danske vandværksboringer og i 90 procent af det terrænnære grundvand, lyder det fra Xenia Trier.

Hun understreger: Går et medlemsland foran, sker EU-lovgivning ofte hurtigere, fordi det er lettere at implementere en allerede testet lovgivning, der virker i et eller flere lande. Norge, Sverige, Holland, Danmark og Tyskland er nogle af de lande, der er gået først med at forhindre visse anvendelser af PFAS, hvor Holland og Belgien har sat strammere krav til industriudledninger.

”Man kan vel rense dem væk”

Det synspunkt møder Xenia Trier af og til. Problemet er, at hvis man renser for PFAS, så flytter man dem typisk bare et andet sted hen. Enten ender resterne i slam, som ryger på jord i f.eks. parker eller marker, og derfra risikerer de at ende i fødevarer og orme og videre i den terrestriske fødekæde.

Renser man vandet med kulfiltre eller gennem membraner, skal de rester afskaffes typisk ved afbrænding, der også risikerer at sprede PFAS. Så lige nu er der ingen gode løsninger på at afskaffe PFAS, når først vi har brugt stofferne. Dertil kommer omkostningerne i form af spild af vand, energiforbrug og økonomi.

”Hvis man vil gøre noget effektivt, ville det bedste være, hvis vi stopper med at anvende og importere produkter indeholdende PFAS, og derved sænker udledningerne af PFAS – eller i hvert fald sænker forbruget markant.

Helt generelt er det mest effektive middel til at sænke miljøbelastninger, også for PFAS, at forbruge mindre, og at produkter holder længere tid. Det kræver, at man ikke bare fokuserer på, hvor effektiv en medicin eller god en performance materialer har, men også på miljøbelastninger langs hele livscyklussen.

Hun opfordrer til, at man både i Danmark og EU tænker mere over, om et produkt virker godt og længe og kan genanvendes, og samtidig om det forurener. Der findes ikke et "green fix". At skifte fra oliebaserede til biobaserede kemikalier er heller ikke en løsning på forurening, da stofferne kan være lige så giftige og desuden typisk vil kræve brug af gødning/pesticider, og at man beslaglægger større landarealer.

”Derfor skal vi som samfund, industri og borgere være mere varsomme med, hvad vi anvender af materialer og midler, som kan være giftige. Det gælder også, når man maler sit træværk derhjemme med svampedræbende træbehandling eller køber billige varer i byggemarkedet eller online.

Man kan selvfølgelig håbe på, at der ikke er giftige stoffer i produkterne. Men med det stigende forbrug og kompleksitet af kemikalier, der kan have cocktaileffekter, spiller vi russisk roulette om, hvorvidt vi kan sikre rent vand i fremtiden,” siger Xenia Trier.