Førende klimaforsker: Vi skal ikke lade vores søgen efter det perfekte afholde os fra at gøre, hvad vi kan

"Vi står som art med ryggen mod muren og kniven for struben". 

Det var noget af det sidste Katherine Richardson sagde til mig, da jeg interviewede hende og var et led i forklaringen på, hvad der driver hende: Et ægte ønske om at forstå det, hun er en del af, og bruge den viden til at formidle det, så vi mennesker forstår, hvor alvorligt det er:

”Jeg nægter at tro på, at menneskeheden vil være så uansvarlig ikke at handle på den viden, vi har.”

Professor Katherine Richardson var med til at definere begrebet ’planetære grænser’ – en definition af grænserne for, hvor meget vi som mennesker kan tillade os at påvirke jordens økosystemer, før det potentielt får store konsekvenser for vores levevilkår. I dag er seks af de ni grænser overskredet (læs yderligere i faktaboksen).

Nu er det ikke sådan, at alt er tabt, fordi grænserne overskrides – men det er en alvorlig påmindelse om, at vi bevæger os den helt, helt forkerte vej – vi står altså med ryggen mod muren.

Biodiversitet kan ikke prissættes

I vandsektoren arbejder flere og flere med LAR-bede som klimatilpasning og bidrager dermed også til biodiversitet – eller gør de? Jeg ringede til Katherine Richardson for at få hende til at sætte klimaforandringer og biodiversitet i sammenhæng. Og også med et håb om, at hun ville kunne sætte værdi på biodiversitet. Men det er misforstået, lyder det fra Danmarks nok førende forsker på feltet.

”Jeg kan godt se fornuften i at synliggøre værdien, men det er kunstigt. Biodiversitet er ikke opfundet for at servicere os mennesker. Hvordan sætter du værdi på en organisme, som ikke er vigtig i dag, men var det under istiden?” spørger hun f.eks. med sin karakteristiske amerikanske accent.

En ofte brugt metode til at sætte tal på biodiversitet er at bruge betalingsvillighed som målestok: Hvad er folk villige til at betale for at få en bestemt art tilbage, hvis den forsvandt? Men dermed overser man centrale funktioner i økosystemet, f.eks. mikroorganismer, som er afgørende for planetens funktion, påpeger hun.

Problemet er, at metoden måler arter efter, hvor synlige og betydningsfulde de er for mennesker. Mens f.eks. bakterierne i jorden ingen markedsværdi har, fordi vi ikke ser dem.

En økonomiprofessor spurgte hende engang om, hvad det mest optimale antal arter på jorden er. Hendes svar:

”Tja, biodiversitetsudvikling har været i gang i ca. tre mia. år. Jeg tror ikke, der er nogen arter, der er overflødige.”

Katherine Richardson mener, vi er nødt til at se mere bæredygtigt på regnestykket end at gøre det op i kroner og ører.

”Vi har brug for vand for at overleve. Du kan ikke sige til folk, at de skal have mindre vand, end de har behov for. Der er behov for en vis mængde.”

Det samme gælder fødevarer, areal og energi. Du kan ikke prissætte basisbehov. Spørgsmålet bliver et andet: ikke hvor meget vi bruger, men hvordan vi bruger det.

”Kan vi argumentere for, at den måde, vi gør det på nu, sker med mindre ændringer i fugtigheden i jorden omkring os? Eller har mindre social slagside? Kan vi bruge mindre areal? Eller restaurere?” spørger hun.

Det stiller altså andre krav til, hvordan klimatilpasning og andre store anlæg vurderes. For et øjebliksbillede siger ikke meget om, hvorvidt vi bevæger os den rigtige vej.

Klimaet kan genoprettes – biodiversiteten kan ikke

Katherine Richardson er før citeret for, at hun ikke er så bekymret for klimakrisen, som hun er for biodiversiteten – eller biosfæren, som hun hellere vil kalde det: En udvidelse af begrebet biodiversitet, der har mere fokus på livet end på mængden af arter.

Hendes gradbøjning af bekymring skyldes, at klimaet kan genoprettes. Det vil tage tid, lang tid, men det er muligt. Det har vi set med ozonlaget. I 90’erne var menneskelig påvirkning af ozonlaget over den grænse, som forskere senere har været med til at definere. I dag er den under.

Hvis først en art er uddød, så er den væk for altid. Men det handler ikke om den enkelte art. Det centrale er ikke, hvor mange organismer der findes, men hvad de organismer – livet – gør.

”Livet er det, der gør jorden unik. Der er mange andre planeter, som modtager energi fra solen, og derved har et klima, men på jorden passerer energi og materialer gennem biologiske processer. Det betyder, at planetens funktion ikke kun styres af fysik og kemi men også af levende organismer,” siger Katherine Richardson.

For at forstå, hvorfor det er så kritisk, skal vi træde et skridt tilbage i historien.

Det hele hænger sammen

Biodiversitet er resultatet af tre milliarder års evolutionær udvikling på jorden. Vi ved ikke, hvad de enkelte arter på jorden har bidraget med eller bidrager med, men vi ved, at livet har bidraget til, at vi er, hvor vi er i dag.

Uden fotosyntese ingen ilt i atmosfæren og dermed intet ozonlag. Da de første organismer udviklede fotosyntese, opstod evnen til at trække CO2 ud af atmosfæren, så planeten blev afkølet. Skovene fungerer i dag som massive kulstoflagre.

Selvom klima og biodiversitet er forskellige processer og tilstande, hænger de uadskilleligt sammen. Tab af biodiversitet svækker økosystemernes evne til at regulere klimaet og vandkredsløbet, mens klimaforandringer øger tab af biodiversitet.

”Interaktionen mellem geosfæren og biosfæren er med til at etablere levevilkårene her på jorden. Hvis der sker noget ekstremt, ændrer det fuldstændig levevilkårene. F.eks. da dinosaurerne fik en meteorit i hovedet. Det skabte en stor støvsky, som ændrede hele energibalancen. Men vi har haft stabile forhold de sidste 12.000 år. Og det er, da jorden gik ind i denne stabile periode, at alt, vi forbinder med avanceret og moderne civilisation opstår,” forklarer Katherine Richardson og nævner jern- og bronzealderen.

Erkendelsen

Når hun bekymrer sig, skyldes det, at den stabile periode ikke længere er så stabil. Og der peger hun på os mennesker – vi er blevet en 3. faktor i påvirkningen af jorden med vores adfærd.

”Erkendelsen er, at vi gennem vores aktiviteter kan ændre de overordnede levevilkår. Vi har den magt,” siger hun.

De sidste 12.000 år har temperaturen kun varieret med ± en halv grad. Nu har politikerne vedtaget et mål om at holde opvarmningen på under 2 grader.

”Vi har aldrig oplevet en jord, der er så varm, og vi ved ikke, hvordan den kommer til at se ud.”

Så hvordan forvalter vi fordelingen af jordens begrænsede ressourcer?

”Mennesket har nu viden og værktøjer til at forstå både klimaets og biosfærens udvikling. Det giver et ansvar. Situationen er alvorlig, men ikke fastlåst,” siger Katherine Richardson.

Hun nævner som eksempel forvaltningen af vand. Da vores forfædre holdt op med at vandre og slog sig ned, blev de syge af urent vand og lavede regler om vandhåndtering. Da samfundene voksede, var det ikke længere nok at gøre det lokalt. Nu, siger hun, er vi det sted, hvor vi har brug for globale regler til global forvaltning af vores forhold til planeten.

Det er der, de ni planetære grænser kommer ind.

”Hvis civilisationen kan trives inden for en temperaturvariation på en halv grad, er det risikabelt at flytte sig væsentligt fra det. Spørgsmålet bliver: hvad er de kritiske processer, der holder jorden i den tilstand, vi har bygget vores liv på?”

Og så kan vi kigge ud på vandsektorens hverdag.

Det perfekte må ikke afholde os

Her arbejder mange med lokale regnvandsløsninger for at klimasikre og samtidig bidrage til at bevare biodiversiteten med regnbede, åbne render osv. Løsninger, der holder regnvandet i landskabet i stedet for at sende det ned i rør. Og løsninger, som samtidig italesættes som styrkende for biodiversitet.

Men batter det egentlig noget i forhold til det, vi taler om? Katherine Richardson har kolleger, der ryster på hovedet over LAR-bedene, fordi de ikke betyder det fjerneste.

”De vil sige, at det skal være urørt og større arealer. Og det er jeg enig i, men vi har arealer, som vi bruger, og hvor vi må gøre det så godt, som vi kan. Vi må have kompromiser,” siger hun og peger på produktionsskove, som heller ikke bidrager ret meget til biodiversitet.

”Det er det samme med LAR-bede. Det er ikke ren biodiversitet, men det er bedre end ingenting. Så jeg er meget positiv og synes også, det er med til at synliggøre over for den almindelige befolkning, at vi ønsker naturen sammen med os.”

”Jeg synes, vi skal være villige til at gå på kompromis. Vi skal ikke lade vores søgen efter det perfekte afholde os fra at gøre, hvad vi kan,” siger Katherine Richardson.

Så er der eksempler på steder, hvor man formår at gå den rigtige vej?

Det gør Kina, siger hun og forklarer, at landet f.eks. er det sted på jorden, hvor skovarealet er mest stigende. Landet har besluttet sig for, at civilisationen skal være økologisk.

”De har ikke løst det, og jeg tror ikke, de løser det, så det er ikke guld og grønne skove, men der er seriøse og ambitiøse visioner.”

Hvad skal der til for at ændre udviklingen?

”Det er der ikke et enkelt svar på. Det vigtigste er, at vi erkender, at vi har opereret og fortsat opererer, som om vi er klogere end naturen. Men vi er en del af naturen og kan lære enormt meget af den. Vi kan jo spørge os selv, hvordan naturen har klaret sig så længe et sted med begrænsede ressourcer…”

Svaret er, at naturen ikke bruger flere ressourcer end nødvendigt, at den er effektiv og ikke producerer affald.

”I Danmark bruger vi 96 pct. af vores ressourcer én gang. I Holland er det nede på 75 pct.”

Problemet her i Danmark er, at vi er rige og har et stort forbrug. Vi har sat som mål at reducere vores CO2-udledning med 70 pct. inden 2030, men Katherine Richardson påpeger, at det kun dækker den udledning, der sker inden for landets grænser. Det klimaaftryk, der ligger i alt det, vi importerer, er reelt større end det, vi udleder herhjemme.

”Vi importerer protein til vores grise, der svarer til proteinbehovet for 7 mio. mennesker årligt. Man hører folk argumentere for, at vi brødføder verden, men vi eksporterer mindre protein, end vi importerer. Vi brødføder ikke verdens fattigste men bidrager til, at middelklassen bliver federe. Men det har vi jo så en anden virksomhed til at tage sig af,” siger Katherine Richardson.