Vandhane og drikkevand COLOURBOX17046411.jpg
Foto: Colourbox

Forsyningsdigitaliseringsprogrammet (FDP) har sendt anbefalinger om adgang til og deling af vandforbrugsdata i høring.

Forsyningsdigitaliseringsprogrammet (FDP) har sendt anbefalinger om adgang til og deling af vandforbrugsdata i høring.

Høringen omhandler anbefalinger til fremtidig adgang til og deling af vandforbrugsdata, herunder tre mulige scenarier for obligatorisk datadeling samt anbefalinger om obligatorisk udrulning af fjernaflæste vandmålere på tværs af sektoren. Anbefalingerne vedrører forbrugsdata fra hovedmålere og indebærer, at forbrugsdata skal stilles til rådighed på timeniveau med daglig opdatering.

FDP-sekretariatet afholder den 17. november 2026 kl. 15.00 – 16.00 et webinar med introduktion til høringen. Yderligere oplysninger findes i høringsmaterialet.

Materialet er omfattende og teknisk komplekst. DANVA har derfor udarbejdet denne ledsagende tekst for at fremhæve væsentlige forhold og beskrive organisationens foreløbige position med særligt fokus på anbefalingernes betydning for vandselskaberne.

Nedenfor skitserer vi DANVAs foreløbige position og nogle overordnede betragtninger som afsæt for jeres tilbagemeldinger.

DANVAs foreløbige position

Opbakning til en fælles national infrastruktur

  • DANVA har gennem hele forløbet arbejdet for etableringen af en fælles national infrastruktur til deling af både vand- og fjernvarmeforbrugsdata (scenarie 3), hvor en fælles samtykkeløsning skal understøtte kundernes deling af forbrugsdata med tredjeparter.
  • DANVA vurderer, at scenarie 3 er den fagligt mest robuste og fremtidssikrede tilgang, fordi en fælles national infrastruktur giver de bedste forudsætninger for ensartede grænseflader, standardiseret dataudveksling og skalerbare digitale løsninger på tværs af de to forsyningsområder.
  • DANVA bakker samtidigt op om ambitionen om at styrke datadeling og digitalisering på vandområdet og ønsker at bidrage konstruktivt til det videre arbejde med en fælles national infrastruktur.
  • DANVA ser desuden positivt på ambitionen om gennem lovgivningsmæssige tilpasninger at forenkle reglerne for deling af forbrugsdata og skabe klarhed om kravene til samtykke, så vandselskabernes kunder lettere kan dele data med tredjeparter til legitime formål i relation til driften af deres bygninger.

Usikkerhed om gevinster, finansiering og omkostninger

Der er dog usikkerheder om både gevinster og omkostninger. Høringsmaterialet identificerer en række potentielle gevinster, men flere af de væsentligste er ikke valideret eller nærmere kvalificeret af de aktører, der forventes at realisere dem. Det gør det vanskeligt at vurdere gevinsternes omfang og etablere et klart grundlag for medfinansiering fra disse aktører.

DANVA finder, at finansieringsmodellen så vidt muligt bør afspejle, hvor gevinsterne realiseres. De væsentligste forventede gevinster vurderes at tilfalde andre aktører end vandselskaberne, herunder større bygningsejere og øvrige brugere af de delte data. Samtidig er der fortsat usikkerhed om vandselskabernes samlede omkostninger til implementering, integration, drift og vedligeholdelse.

Det er væsentligt for DANVA, at vandselskabernes nødvendige omkostninger kan dækkes gennem den økonomiske regulering. Realiseringen af anbefalingen forudsætter desuden, at kommende lovgivning på vandområdet etablerer den nødvendige hjemmel til at gennemføre og understøtte den anbefalede datadeling.

Grundlag for medlemmernes stillingtagen

DANVA ser betydelige perspektiver i scenarie 3 og i en fælles national infrastruktur for vand og fjernvarme. Samtidig finder DANVA det væsentligt, at medlemmerne i deres stillingtagen til anbefalingen om obligatorisk deling af vandforbrugsdata via en fælles national infrastruktur forholder sig til de beskrevne usikkerheder om gevinster, gevinstejerskab, finansiering og omkostninger. Denne vurdering bør ligeledes omfatte den gradvise overgang til fjernaflæste vandmålere.

Input ønskes

Vi vil gerne høre jeres vurderinger og bemærkninger til høringen. Som medlemmer kan I bidrage med vigtig viden om, hvad anbefalingen vil betyde for jeres selskaber, og hvilke forhold DANVA bør lægge særlig vægt på i sin endelige stillingtagen.

Bemærkninger bedes sendt til danva@danva.dk senest den 23. november 2026 kl. 12.00. Angiv venligst "FDP-bemærkninger: [Selskabsnavn]" i mailens emnefelt.

DANVA sammenfatter de indkomne bemærkninger som grundlag for organisationens endelige position og sender en samlet tilbagemelding til Forsyningsdigitaliseringsprogrammet som input til den videre behandling af anbefalingen.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte seniorprojektleder Lars Gadegaard på lgc@danva.dk.