20261803 COLOURBOX60281397
Foto: Colourbox

En ny undersøgelse foretaget af Wilke for DANVA, giver klart svar: Danskerne vil have deres drikkevand beskyttet nu, og de vil have, at det sker med et sprøjteforbud.

Som danskere har vi længe været vant til, at vi blot kan åbne for hanen, når vi vil have et glas rent vand. Heldigvis er det stadig sådan i dag. Men det grundvand, som vores drikkevand hentes fra, er under stigende pres. 

Andelen af pesticidrester i drikkevandsboringerne er stigende, og de potentielle sundhedsrisici ved pesticidrester og nitrat i drikkevandet fylder i stigende grad i den offentlige debat. Samtidig tyder meget på, at befolkningen er fuldt ud bevidst om problemets alvor – og forventer politisk handling nu. 

Det fremgår af en ny befolkningsundersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har gennemført for DANVA i februar 2026 forud for valgudskrivelsen. 

Undersøgelsen viser tydeligt, at danskerne ønsker, at Folketinget tager ansvar for at beskytte vores drikkevand. Et stort flertal ønsker, at der indføres et forbud mod at sprøjte med pesticider i de områder, hvor der indvindes drikkevand, og samtidig mener mange, at beskyttelsen bør være gennemført inden for de næste fem år. Det er tydeligt, at befolkningen ønsker handling nu, der sikrer fremtidens drikkevand,” siger Carl-Emil Larsen, adm. direktør i DANVA. 

Samtidig viser undersøgelsen, at opbakningen går på tværs af det politiske spektrum. Vælgere fra både rød og blå blok bakker i høj grad op om et sprøjteforbud i de områder, hvor grundvandet indvindes til drikkevand. 

Danskerne vil have beskyttet deres drikkevand nu 

Allerede op til kommunalvalget i 2025 gennemførte Wilke en lignende befolkningsundersøgelse for DANVA. Her blev respondenterne spurgt, hvor vigtigt det var for dem, at deres drikkevand blev beskyttet. Resultatet var allerede dengang ikke til at tage fejl af: 94 procent af respondenterne svarede, at det i høj, eller i meget høj grad var vigtigt for dem, at deres drikkevand var beskyttet (Wilke, okt. 2025).  

I februar, inden valgudskrivelsen, viser Wilkes nye undersøgelse i store træk det samme billede, selv om spørgsmålet er formuleret en smule anderledes. Her svarer 95 procent af respondenterne, at de i høj eller meget høj grad mener, at det er vigtigt, at Folketinget beskytter det grundvand, der indvindes til drikkevand (Wilke, feb. 2026). 

Tallene peger dermed på en stabil holdning i befolkningen. Andelen af danskere, der finder det vigtigt at beskytte drikkevandet, er således stort set uændret siden målingen op til kommunalvalget i efteråret. 

 

Tryk på billedet for at forstørre. En sammenligning danskernes holdning til beskyttelse af drikkevandet ud fra Wilke-undersøgelsen fra hhv. oktober 2025 og februar 2026. Begge Wilke-undersøgelser peger på et stort ønske blandt danskerne om at beskytte drikkevandet.

Ser man nærmere på tallene, fremgår der dog en mindre forskel mellem de to målinger. I undersøgelsen fra 2026 svarer 64 procent af respondenterne, at det i meget høj grad er vigtigt, at drikkevandet bliver beskyttet. I målingen fra 2025 var den tilsvarende andel 57 procent. Det svarer til en stigning på 7 procentpoint fra oktober 2025 til februar 2026. 

Selv om den samlede opbakning til beskyttelse af drikkevandet allerede var meget høj i 2025, tyder tallene på, at holdningen blandt danskerne i endnu højere grad har bevæget sig i retning af et stærkt krav om beskyttelse.  

Udover danskernes holdning til, hvorvidt drikkevandet skal beskyttes, forholder Wilkes undersøgelse fra 2026 sig også til deres holdning til, hvornår de mener, at Folketinget bør have beskyttet drikkevandet. 

Tryk på billedet for at forstørre. Danskernes holdning til, hvornår Folketinget skal have beskyttet det grundvand, der indvindes til drikkevand.

Undersøgelsen viser, at et klart flertal af befolkningen ønsker hurtig handling for at beskytte grundvandet, der bruges til drikkevand. 63 procent svarer, at det bør ske inden for ét år, hvilket indikerer at befolkningen anser beskyttelse af drikkevandet, som et højprioritetsområde. Derudover mener 23 procent, at beskyttelsen bør gennemføres inden for fem år, hvilket stadig peger på et ønske om relativt hurtig indsats. Kun cirka 7 procent, accepterer længere tidshorisonter på 10, 20 eller 30 år og samlet set ønsker 86 procent af danskerne, at drikkevandet bliver beskyttet inden for en femårig periode. 

Sprøjteforbud på tværs af politiske skel 

Danskerne er ikke blot enige i at vandet skal beskyttes, men er ligeså, langt hen ad vejen enige i at der bør indføres sprøjteforbud i drikkevandsindvindingsområder. Undersøgelsen viser at 91 procent ønsker et sprøjteforbud i områder med grundvand, der indvindes til drikkevand, og at ønsket om et sprøjteforbud i stort omfang er gældende hos alle vælgergrupper, også på tværs af partipolitisk tilknytning. 

Tryk på billedet for at forstørre. Blå blok er kodet som; DF, V, LA, DD, Borgernes parti, C. Moderaterne ligger i midten og har egen kategori. Rød blok er kodet som; Enhedslisten, S, SF, De radikale og Alternativet.

Spørgsmålet om sprøjtegiftforbud, formår at bygge bro over de traditionelle politiske blokke. Selvom der ofte er uenighed om miljøpolitik, viser undersøgelsen en politisk enighed blandt vælgerne, når det gælder anvendelsen af et sprøjteforbud, som metode til at beskytte drikkevandet. 

Undersøgelsen dokumenterer altså en bred politisk konsensus, hvor vælgere på tværs af partifarver støtter et forbud mod sprøjtegifte i områder med grundvand, der bruges til drikkevand. Selvom den røde blok fører an med en tæt på total enighed på 96 procent, er opbakningen i både blå blok og hos Moderaterne ligeledes tårnhøj med henholdsvis 87 procent og 83 procent.  

Undersøgelsen cementerer, at ønsket om at sikre danskernes drikkevand ved brug af et sprøjteforbud er et emne, der hæver sig over partipolitiske konflikter og forener danskerne. Der burde ikke være politisk uenighed om anvendelsen af et sprøjteforbud, når alle partiers vælgere ønsker det,” siger Carl-Emil Larsen. 

Et klart signal til Christiansborg 

Samlet set tegner undersøgelsen et meget tydeligt billede: Beskyttelsen af danskernes drikkevand er ikke blot et nicheemne i miljødebatten, men en sag med massiv folkelig opbakning. 

Et overvældende flertal af danskerne ønsker, at deres drikkevand bliver beskyttet – og at det sker hurtigt. Samtidig viser undersøgelsen bred enighed på tværs af politisk orientering om et konkret forbud mod sprøjtemidler i områder, hvor der indvindes drikkevand. Undersøgelsen viser ligeledes, at danskernes opbakningen til et sprøjteforbud ligger mellem 88 og 94 procent, når man kigger på tværs af de fem regioner.  

Netop den brede opbakning gør resultaterne svære at ignorere. I en tid, hvor mange politiske spørgsmål deler befolkningen, fremstår beskyttelsen af grundvandet som et af de få områder, hvor der er en næsten landsdækkende konsensus. Vores politikere har nu muligheden for at handle på et emne, der er bred enighed om i befolkningen” Carl-Emil Larsen.