En række af Danmarks førende vandeksperter skal nu skabe overblik over fordelingen og behovet for drikkevand på Sjælland. De vil give konkrete forslag til, hvordan forsyningsselskaber og kommuner kan gentænke måden, vi producerer og distribuerer drikkevand på i dag for at imødegå den truende vandmangel. Projektet har fået 7,5 millioner kroner fra Innovationsfonden og skydes i gang 1. april.
HOFORVærket ved Thorsbro blev indviet i 2024 og ligger i Ishøj Kommune. Det leverer både vand til borgerne i Ishøj og til HOFORs en million kunder. Otte af HOFORs vandværker bliver moderniseret i disse år. HOFOR
Et nyt, stort forskningsprojekt skal undersøge, hvad der skal til for at undgå den truende vandmangel på Sjælland.
Hovedstadsområdet kan allerede i 2040 mangle 12 millioner kubikmeter vand svarende til hele Odenses årlige forbrug. Men hvordan ser det ud på Sjælland samlet set? Og hvilke muligheder er der for at afværge krisen?
Det vil forskningsprojektet finde ud af ved at samle en række af Danmarks førende vandeksperter fra GEUS, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, rådgivningsfirmaet DHI og forsyningsselskabet HOFOR. Først skal projektet skabe overblik over fordelingen af drikkevand på Sjælland og det samlede behov for vand hos både borgere og virksomheder frem mod 2050. Derefter skal eksperterne se på, hvilke tiltag der er behov for, hvis der skal være vand nok til både borgere og virksomheder de kommende år.
Baggrunden for projektet er, at Sjælland og især hovedstadsområdet står over for markante udfordringer med at skaffe nok vand til både borgere og virksomheder fremover.
Dels vil der de kommende år blive brugt mere vand, da klimaforandringer vil give længere og varmere perioder uden regn, dels kommer der flere og flere indbyggere og virksomheder, der har behov for vand. Samtidig er de i forvejen begrænsede mængder grundvand truet af stadig mere forurening.
Professor i hydrologi og vandressourcer på KU Peter Bauer-Gottwein står i spidsen for projektet. Han fortæller, at det er første gang, at nogen ser på, hvor stort det samlede behov for vand er på Sjælland frem mod 2050, og hvordan det står i forhold til den tilgængelige ressource.
“Overblikket vil give os en unik viden, som i højere grad end tidligere gør det muligt at analysere, hvilke løsninger der er nødvendige for at sikre, at der er vand nok til alle frem mod 2050. Det kan være, vi finder ud af, at nogle områder har mere vand end andre, og at det giver mening at samarbejde mere om fordelingen af vandet ved for eksempel at udbygge rørsystemerne på Sjælland, så vi lettere kan sende vand rundt mellem kommunerne,” siger professoren og fortsætter:
”Vi skal også undersøge, om virksomheder i højere grad kan bruge alternative vandkilder som afsaltet havvand eller søvand i deres produktion. Det vand behøver ikke at have drikkevandskvalitet og kan derfor aflaste presset på vores drikkevandsressourcer,” siger han.
Projektet har fået 7,5 millioner kroner fra Innovationsfonden og løber over de næste 3,5 år. Hovedstadsområdet er et af de steder på Sjælland, hvor vandmanglen ser ud til at blive mest markant. Her leverer forsyningsselskabet HOFOR drikkevand til flere end en million mennesker i otte kommuner.
Analyser viser, at HOFOR står overfor at kunne mangle, hvad der svarer til hele Odenses årlige forbrug om bare 15 år. Derfor skal der findes løsninger på problemerne. Vandekspert fra HOFOR Martin Rygaard er en af projektdeltagerne:
“Det er nogle markante udfordringer, vi står overfor. Og selvom projektet finder ud af, at det er muligt at samarbejde mere om fordelingen af vand, så vil det kun være én af de løsninger, vi skal sætte i søen for at sikre, at der er vand nok til alle de kommende år,” siger HOFORs vandekspert og fortsætter:
”Det er vigtigt at få beskyttet grundvandet mod forurening. Grundvandet er rygraden i de sjællandske vandforsyninger, og hele infrastrukturen er bygget op omkring det. Men vandforsyningerne er så pressede, at det også bliver nødvendigt at supplere med andre løsninger – for eksempel bedre muligheder for at oprette nye kildepladser og spare på vandet hos både virksomheder og borgere,” siger Martin Rygaard.
Peter Bauer-Gottwein fortæller, at målet med projektet er at udregne en række scenarier for udviklingen frem mod 2050 og give konkrete forslag til løsninger på den truende vandmangel.
“Det er svært at forudsige udviklingen mange år frem. Derfor samler vi nu den nødvendige viden og giver vores bedste bud på løsninger. Derefter er det op til politikerne at beslutte, hvordan vi sikrer nok vand i fremtiden,” siger han.
Løsningerne kan sandsynligvis også i fremtiden bruges i andre dele af verden som for eksempel Sydeuropa, Afrika og Asien, der i stigende grad bliver ramt af vandmangel.
Hvornår: 17. marts 2026 fra kl. 9.30 til 13.00
Hvor: Hos Verdo, Agerskellet 7, 8920 Randers NV
Tilmelding: Senest den 2. marts 2026 til marketing@verdo.com
Vi glæder os til at se dig.
Innovationsfondens investering: 7,5 mio. kr.
Samlet budget: 10,4 mio. kr.
Varighed: Begynder 1. april og varer 3,5 år
Officiel titel: Water2050 - Water Supply Security in Denmark to 2050
Hjemmeside: The Team | Water2050