Vandglas_1920.jpg

Den danske vandsektor er en naturlig grundpille. Vandselskabernes nøgletal, ”Vand i tal 2022”, placerer danske vandløsninger helt i front på verdensplan. Det eksponeres 11.-15. september i København på IWA World Water Congress & Exhibition, der afholdes for første gang i Danmark. Den store once in a liftime-begivenhed, hvor DANVA er arrangør, sikrer udveksling af vandviden for op mod 8000 vandeksperter fra ind- og udland med blandt andet et topmøde på højeste niveau.

Som det eneste sted i verden pumper vi i Danmark alt drikkevand direkte op fra undergrunden. Efter en simpel behandling af grundvandet leveres det koldt og velsmagende uden tilsætning af klor til forbrugernes vandhaner. Ud over den enestående kvalitet, så har det også den fordel, at forsyningssikkerheden er mindre sårbar over for tørke. Til gengæld kræver det en bedre beskyttelse af indvindingsområder mod pesticider og kemikalier, hvor vi skal holde skidt for sig og drikkevand for sig.

“Vand i tal 2022” viser, at den gennemsnitlige dansker dagligt brugte 105 liter vand derhjemme i 2021. Det er 1 liter mere end i 2020 år og 4 liter mere end i 2019. Nedlukning, hjemsendelser og øget hjemmearbejde kan være årsager til den beskedne stigning de seneste to år. Globalt set er det danske vandforbrug dog stadig meget lavt, hvilket blandt andet kan tilskrives en bevidsthed om værdien af drikkevand som følge af den danske afgifts- og betalingsstruktur. Vandselskaberne har også øje for at passe godt på vandet, inden det når ud til forbrugerne. I Danmark er der således kun et tab på 7,22 procent af alt det drikkevand, der transporteres gennem kongerigets cirka 45.000 kilometer drikkevandsledninger. Det er ganske enkelt unikt og skyldes høje ambitioner og verdensledende løsninger.

 

DANVA Benchmarking og Statistik

DANVA, Dansk Vand- og Spildevandsforening, er en branche- og interesseorganisation for drikkevandsselskaber og spildevandsselskaber i Danmark. DANVA er en nonprofit forening, finansieret af medlemmerne og ved indtægtsdækket virksomhed. DANVA har tilbudt benchmarking til sine medlemmer i snart 20 år. Benchmarking er et redskab til at skabe overblik over selskabets præstationer samt at identificere områder, hvor der kan effektiviseres. Indberetningen til DANVA Benchmarking og Statistik danner grundlag for udarbejdelsen af nærværende publikation. I alt har 77 drikkevandsselskaber og 91 spildevandsselskaber deltaget i indberetningen til Vand i tal 2022 med data fra 2021. De deltagende drikkevandsselskaber leverer vand til ca. 60 % af den danske befolkning, og de deltagende spildevandsselskaber håndterer vand fra ca. 80 % af den danske befolkning.

Det er også noget helt særligt, at vandsektoren i Danmark har et erklæret mål om at være energi- og klimaneutral i 2030. Målet er sat for at understøtte den nationale klimadagsorden og skabe en acceleration af grønne vandløsninger. Nøgletallene for vandsektorens energiforbrug viser, at vandselskaberne allerede er godt på vej. Den primære emission fra spildevandssektoren stammer fra lattergas og metan i rensningsprocesserne, og her har branchen en stor opgave de kommende år med nye krav fra regeringen. Og det er afgørende for at kunne nå i mål, at der bliver skabt bedre regulatoriske muligheder for at kunne arbejde på tværs af forsyningsgrene, så man gennem sektorkobling kan optimere mængden af biogas, grøn el og termisk energi.

Af nøgletallene fremgår det også, at der bliver stadig færre overløbsbygværker og flere steder med separatkloakering. Det er godt for vandmiljøet. Det er et dyrt og langt sejt træk at minimere overløb. Der var i 2010 61 procent separatkloakerede områder, mens det tal i 2020 var 68 procent. Byernes spildevand løber til vandmiljøet gennem renseanlæg, der tilbageholder næringsstoffer. Det er under 10 % af den samlede udledning af kvælstof til Danmarks vandmiljø, der kommer fra spildevandsselskaberne. Hovedparten på 60-70 procent kommer fra landbruget. Problemerne med klimarelaterede oversvømmelser og overløb samt udfordringen med for eksempel medicinrester og kemikalier såsom PFAS bør løses hurtigt. Men vandselskaberne er desværre under pres af deres økonomiske rammer, hvor de generelle effektiviseringskrav spænder ben for investeringer. Det er et problem, som DANVA samarbejder med Folketinget om i revision af vandsektorloven. Danmark skal jo gerne også i fremtiden være førende med vandløsninger.

IWA World Water Congress & Exhibition i København til september er en enestående begivenhed, som DANVA ser frem til og er stolt af.

Vand er og bliver den naturlige grundpille i Danmark og resten af verden.