Vandsektorens Parismodel 2.0

Vandsektorens Parismodel 2.0 er en energi- og klimaopgørelse for vandselskabernes driftsemissioner. Formålet er at skabe en fælles metode til at opgøre vandselskabernes procesrelaterede klimaaftryk og dermed styrke selskabernes arbejde med klima og energi. 

Vandsektorens klima- og energiperformance

Vandsektorens Parismodel 2.0 er udviklet i samarbejde mellem Miljøstyrelsen og DANVA, og i vinteren 2024/2025 gennemførte Miljøstyrelsen en national, frivillig indretningsrunde til modellen, som opgjorde energi- og klimaperformance på sektorniveau for 2023 og forventninger til fremtiden.

Læs hele Miljøstyrelsens rapport ved at klikke på linket

Klimaaftryk på selskabsniveau

DANVA arbejder videre med Vandsektorens Parismodel 2.0 på selskabsniveau gennem den årlige benchmarking. Derved bliver det fremover muligt for de enkelte vandselskaber at få beregnet egne klima-nøgletal i DANVAs Benchmarking. 

Det gælder blandt andet:  

  • klimaaftryk pr. kubikmeter produceret og distribueret drikkevand  
  • klimaaftryk pr. kubikmeter transporteret og renset spildevand 
  • Fordeling mellem emissioner på scope 1, 2 og 3 

Det giver selskaberne et konkret værktøj til at identificere, hvor klimaindsatsen har størst effekt – og til at følge udviklingen over tid. Det åbner samtidig for bedre dialog og sammenlignelighed mellem selskaberne samt mulighed for at ensartet kommunikation af klimanøgletal til interessenter.  

Hvad er Vandsektorens Parismodel 2.0?

Vandsektorens Parismodel 2.0 er en opdateret model, som er udviklet i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen og DANVA i 2024. Modellen bygger på en tidligere version fra 2021, og er opdateret med flere emissionsposter samt bedre tilpasning til internationale standarder.  

Modellen dækker de væsentligste procesrelaterede driftsemissioner ved at drive et drikke- eller spildevandsselskab og inddeler dem i fire kategorier:  

  • Scope 1: Direkte emissioner kontrolleret af vandselskabet 
  • Scope 2: Indirekte emissioner fra el, fjernvarme og køling 
  • Scope 3: Øvrige indirekte emissioner opstrøms og nedstrøms i værdikæden (drift) 
  • Udenfor scope: undgåede eller fjernede emissioner 

I DANVAs opgørelse danner scope 1, 2 og 3 baggrund for beregning af klimaaftrykket, imens emissioner udenfor scope kan betragtes som de gavnlige CO2-sænkende indsatser selskabet har på samfundet. Parismodellen er ikke en erstatning for selskabernes egne klimaregnskaber, men kan bruges som supplement og fælles referenceramme i sektoren.  

Vil du vide mere om indholdet i Parismodel 2.0 kan du læse mere her:

Indberetningsmaterialet til Miljøstyrelsens undersøgelse af sektorens klima- og energiperformance

Miljøstyrelsens undersøgelse af sektorens klima- og energiperformance tog udgangspunkt i indberetning i et excel-ark udarbejdet af Miljøstyrelsen og DANVA. DANVA arbejder videre med indberetningen i vores egen indberetningsplatform på årsbasis, men nedenfor kan materialet til Miljøstyrelsens sektorbaserede indberetning hentes.

Materialet til den sektorbaserede indberetning består af et indberetningsark til Parismodel 2.0 samt vejledning til indberetning til vandsektorens Parismodel 2.0. Det anbefales at anvende vejledningen som en grundig introduktion til Parismodel 2.0 og baggrund herfor samt som opslagsværk i forbindelse med tvivl under udfyldning af indberetningsarket. 

Nedenfor er det muligt at downloade præsentationen fra introduktionsmødet omkring Parismodel 2.0 afholdt 30. oktober 2024 samt en kort introduktionsvideo til modellen og indberetningsarket.