COLOURBOX609057

Rent drikkevand fra hanen har været en selvfølge i generationer. DANVA takker for din indsats for at det skal blive ved med at være sådan.

Grundvand er årtier om at blive dannet. Når det først er forurenet, tager det generationer at genoprette. Rent drikkevand fra hanen har været en selvfølge i generationer. Det skal det blive ved med at være.

Som politiker kan du:

  • Gøre rent drikkevand til en national prioritet: Det skal øverst på den politiske dagsorden.
  • Presse på for et national sprøjteforbud i sårbare grundvandsdannende områder.
  • Støtte etableringen af grundvandsparker, hvor de nødvendige arealer friholdes for pesticider, kemikalier og gødning.
  • Arbejde for, at forsyningssikkerheden styrkes, så vi sikrer at hospitaler, erhverv og borgere altid har adgang til vand.

Hvorfor skal drikkevandet beskyttes:

  • Grundvandet er truet. Det gør det sværere og dyrere at producere drikkevand i fremtiden, hvis ikke vi beskytter grundvandet nu.
  • Rent drikkevand er ikke bare en luksus. Det er en styrkeposition for os som samfund at have adgang til rent drikkevand direkte fra undergrunden uden avanceret rensning. Det er samfundsøkonomisk dyrt at rense vand, der indeholder sundhedsskadelige stoffer, og så øger det samtidig kompleksiteten og vores afhængighed nationalt, hvis vi skal bruge teknisk komplicerede renseløsninger. Samtidig finder der stoffer, som vi ikke kan rense for, med de nuværende teknologier.
  • Et national sprøjteforbud vil skabe betydelige samfundsgevinster. Behovet for rensning af drikkevand i fremtiden reduceres, samtidig sikres borgernes adgang til rent vand.

Vandselskaberne er holdt op med at lukke forurenede boringer og begyndt at fortynde vandet for at overholde grænseværdierne. Det er ikke en løsning, men symptombehandling, og det skaber utryghed.

 

Derfor skal du handle nu!

I knap 30 år har vi forsøgt at beskytte grundvandet gennem frivillige aftaler. Resultatet? En brøkdel af de sårbare områder er beskyttet, mens forureningen spreder sig.

55,7 pct. af landets undersøgte drikkevandsboringer indeholder rester af pesticider og kemikalier.

80 pct. af prøverne i det øverste grundvand er forurenede.

Det bliver stadig sværere for vandselskaberne at finde rent grundvand.

Hovedstaden risikerer at mangle vand til 300.000 borgere om kun 15 år.

I Aalborg alene vil nitratrensning koste det, der svarer til 1.000 kr. årligt pr. husstand.

LØSNINGEN ER

Ved at indføre sprøjteforbud på de mest sårbare arealer, kan vi sikre fremtidens drikkevand.

  • Omfang: Miljøstyrelsen igangværende kortlægning indikerer, at det samlede areal, der skal beskyttes, er 280.000 hektar, herunder 160.000 hektar landbrugsjord. Det svarer til ca. 6 pct. af det samlede danske landbrugsareal. 
  • Muligheder: Det grundvand vi bruger til drikkevand er stedbundet, men arealerne ovenpå kan stadig bruges – bare der ikke sprøjtes.
  • Resultat: Vi forebygger nu i stedet for at sende en større regning videre til næste generation.

 

Kommuneoverblik over indhold af pesticider i vandboringer

Kilde: GEUS

Det betyder tallene i hver kommune:

Over grænseværdi: viser boringer med fund over grænseværdien såvel nu som tidligere. 
Under grænseværdi: viser boringer med fund under grænseværdien.