2025 09 09 Oversvømmet Landevej På Landet Omgivet Af Marker COLOURBOX63114303

Klimatilpasning mod oversvømmelser haster. Du kan som kandidat til kommunalvalget arbejde for klimatilpasningsløsninger til borgere og byer i din kommune med følgende budskaber:

Jeg vil arbejde for, at vi sikrer os mod de oversvømmelser, som skyldes klimaforandringer. Vi skal beskytte borgere og ejendomme mod oversvømmelser, hvad enten det skyldes skybrud, øget regn, stigende havvand eller terrænnært grundvand.

Jeg vil arbejde for at sikre byer og samfund i min kommune mod oversvømmelser, fordi det kan spare os for store skadesomkostninger. Vi skal prioritere separatkloakering og andre klimaløsninger, så vi i vores kommune kan håndtere de stigende mængder nedbør.

  • Vi har brug for kommunale planer, der indtænker klimaløsninger i den tidlige planlægning, så vi minimerer skader på ejendom, til gavn for borgerne.
  • Vil har brug for national lovgivning, så vandselskabet får økonomisk råderum til at investere i klimaløsninger, der skal minimere oversvømmelser og overløb.

Vælgerne er bekymret for oversvømmelser og ekstremregn

I forhold til klimaforandringer, så mener knap halvdelen af danskerne i DANVAs vælgeranalyse, at ekstremregn og oversvømmelser som følge af klimaforandringer er en udfordring i deres kommune, mens 14 procent ikke vurderer det som vigtigt eller ikke har taget stilling.

”Der er en klar forståelse blandt borgerne af, at klimaudfordringerne kræver lokale løsninger og at kommuner og spildevandsselskaber skal kunne være rustet til at håndtere dem,” siger Carl-Emil Larsen.

Vandselskabet kan etablere anlæg, som kan håndtere både daglig og ekstrem regn. Problemet er imidlertid, at det kan være dyrt at lave de gode klimatilpasningsløsninger, der kan beskytte borgere og byer.

Det er billigere at forebygge end at klimasikre, viser beregninger. DTU vurderer, at hvis vi lader stå til og ikke klimasikrer os mod det mere vand som følge af klimaforandringer, så vil det koste samfundet 400 milliarder kroner de næste 100 år.

I mange boligområder er separatkloakering en hensigtsmæssig metode til at sikre effektiv håndtering af regnvand, så det ikke skaber oversvømmelser og belaster kloakrør og renseanlæg.

Store nedbørshændelser kan udover at give skader øge udledning af næringsstoffer, ligesom overløb fra spildevand kan medføre forringelse af badvandskvaliteten i en periode. Med mange års målrettet indsats er det lykkedes vandsektoren at reducere udledning af næringsstoffer til vandmiljøet, så det i dag samlet set er under ti procent i gennemsnit, der tilføres fra byspildevand fra renseanlæg og overløb. 

National og lokal klimaløsning

DANVA tager på nationalt plan de økonomiske udfordringer for vandselskabernes manglende omkostningsdækning op med landspolitikere. Men det er vigtigt, at man lokalpolitisk også er aktiv med at melde ind til kollegaerne på Christiansborg om de konsekvenser, som vandsektorloven har for vandforsyningen i din kommune. Den aktuelle lovgivning betyder, at dit vandselskab hæmmes i at investere i samfundskritiske funktioner som etableringen af klimatilpasningsløsninger, da selskabet ikke må opkræve det fulde beløb over vandtaksten. I sidste ene kan vandselskabet opbygge så megen gæld, at det er i risiko for at gå konkurs.

Fakta om DANVA-analyse: Befolkningens holdning til drikkevand, vandmiljø og klimatilpasning

  • Undersøgelsen er gennemført af Wilke for DANVA.
  • Undersøgelsen er baseret 1037 interviews, indsamlet fra d. 16. til d. 21. oktober 2025.
  • Dataene er nationalt repræsentative med hensyn til køn, alder og region og dækker danskere på 18 år og derover.