Status et år efter offentliggørelse af europæisk strategi for vandresiliens
DANVADANVA opfordrer til, at den danske regering allerede i forbindelse med et års status-gennem-gangen omtaler fraværet af de rette redskaber for at sikre resiliens med henblik på, at der ved evalueringen i 2027 peges på behovet for lovgivningsmæssige tiltag.
Foreningen er helt enige i vurderingen fra Miljøministeriet/Regeringen i forhold til det vigtige i at bringe vand højere op på den politiske dagsorden, og at strategien er et vigtigt skridt i den for-bindelse. Vi har også noteret os udsagnet i mødepapiret om, at der i højere grad skal planlæg-ges, samarbejdes og lovgives strategisk på området.
Efter vores opfattelse forudsætter et selvforsynende Europa, der også har reel modstandskraft på samfundsplan, at der blandt andet er en robust vandforsyning af borgere, virksomheder m.m. Politikerne i medlemslandene mangler de rette data, overblik og redskaber.
Vi opfordrer den danske regering til at italesætte behovet for obligatoriske nationale vandres-sourceplaner. Disse planer skal give et overblik over vandbehovet i de forskellige sektorer herunder naturen, datacentrene, industrien, landbruget og almindelige borgere. Derudover skal der være en oversigt over de tilgængelige vandressourcer – og dernæst skal der ske en samfundsøkonomisk analyse af sammenhængen mellem behovet og tilgængelig ressource under almindelige forhold og krisesituationer. De nationale politikere skal med denne basisviden tage beslutninger om prioritering mellem sektorer og allokering af vand i de forskellige scenarier.
Der er vedlagt et bilag, der uddyber behovet for en EU-regulering og tanker om et potentielt indhold.
Stigende vandforbrug til landbrugsproduktion og turisme, klimaændringer samt regional befolkningstilvækst er alle faktorer, der bidrager til en voksende vandkrise i Europa. Store områder i Europa kan i de kommende årtier blive til ørken og samtidig forårsager ekstreme vejrbegivenheder alvorlige ødelæggelser i andre områder. Disse begivenheder koster Europa enorme – og stærkt stigende – beløb hvert år. Konsekvenserne kan i sidste ende være regional økonomisk tilbagegang og sociale uroligheder i takt med, at levevilkårene forværres.
Adskillige europæiske retsakter og planer forsøger at håndtere vandrelaterede problemer. Vandrammedirektivet er i den forbindelse hjørnestenen. Direktivet fokuserer på at beskytte vandkvaliteten og mængden[1] i alle europæiske ferskvandsforekomster m.m. for så vidt, at mængden har betydning for kvaliteten. Direktivet adresserer således vandknaphed i et vist omfang, og sammen med oversvømmelsesdirektivet skulle den i teorien klare de ovennævnte problemer.
Der er dog ikke i den eksisterende regulering nogen forpligtigelser til at sikre national eller regional vandplanlægning, der ser ind i det fremtidige vandbehov og de forventede tilgængelige vandressourcer.
I store områder er det klart, at udviklingen er uholdbar. F.eks. i det sydlige Spanien, hvor stigende efterspørgsel efter vand til landbrug og turisme går hånd i hånd med ørkendannelse. Udvikling en er ikke bæredygtig set med såvel økologiske som økonomiske briller.
Der er et behov for nationale vandressourceplaner,[2] der kort fortalt skal analysere behovene for vand til drikkevand, natur, industri, grøn energiproduktion og landbrug og på den baggrund udarbejde bindende retningslinjer for vandanvendelsen. På samme vis skal der ske en national prioritering af de forskellige vandforbrugende sektors adgang til vandressourcen.
Specielt vandrammedirektivet vil have meget svært ved at nå sine mål, hvis der ikke sikres en overordnet planlægning af udnyttelsen af vandressourcen. Tilsvarende forhold gør sig gældende i forhold til grundvandsdirektivet og nitratdirektivet. Ligeledes er det svært at forestille sig opfyldelse af habitat- og fugledirektivet, hvis der ikke sker en overordnet regulering af den erhvervsmæssige anvendelse af vandressourcen.
I forhold til grøn omstilling og klimaindsats vil nationale vandressourceplaner være væsentlige redskaber til at sikre sammenhængende planer for vandkraft og vand til PtX[3].
Klimaændringer fører til øget risiko for ekstrem nedbør og dermed øget risiko for katastrofale oversvømmelser. Her vil en national vandressourceplan medvirke til at opnå målene i oversvømmelsesreguleringen.
Vandanvendelse i et medlemsland kan ofte påvirke andre medlemslandes forhold. Dette er specielt vigtigt i forhold til vandløb, der krydser grænser. Eksempler på dette er:
Erhvervslivets rammevilkår kan påvirkes negativt af medlemsstaters regulering af vandressourcen. Dette er specielt et problem mellem stater, hvis et erhverv ikke skal betale den reelle pris for vand i et land, mens andre skal betale de fulde omkostninger for vandanvendelsen. Eksempelvis kan det være svært for grønsagsproducenter at konkurrere med producenter, der får gratis eller næsten gratis vand til produktionen.
I de enkelte medlemslande kan det være konkurrenceforvridende, hvis nogle erhvervsgrupper får en uforholdsmæssig stor andel af en begrænset vandressource.
Støtte til erhvervslivet kan også føre til, at vandforsyninger får svært ved at levere vand af god kvalitet til en rimelig pris for de øvrige vandkunder – såvel private som erhverv.
Nationale vandressourceplaner skal primært analysere behovene for vand til drikkevand, natur, industri, grøn energiproduktion og landbrug og på den baggrund udarbejde bindende retningslinjer for vandanvendelsen. Samtidig bør den også indtænke truslerne fra oversvømmelser.
Vandressourceplanerne skal være baseret på de reelle omkostninger ved vandanvendelse og give langsigtede bindende retningslinjer for regional økonomisk udvikling i de forskellige sektorer og sørge for nok vand til drikkevand og natur.
Udgangspunktet for analyserne skal være tilstanden i de enkelte vandområder, som beskrevet i vandplanerne udformet med hjemmel i vandrammedirektivet, og de skal medvirke til at opfylde målsætningen i vandrammedirektivet og andre miljødirektiver som eksempelvis grundvands-, habitats-, nitrat- og fuglebeskyttelsesdirektivet.
Med klar inspiration fra aktuelt arbejde i den europæiske vandforening, EurEau, vil vi i punktform gerne angive emner, som reguleringen med fordel kunne adressere:
Bedre styring og overvågning for at sikre en bæredygtig vandforvaltning
Bedre styring af efterspørgslen og fremme af vandbesparende løsninger
Fremme forsyningsstyring
[1] VRD-præambel nr. 19: Vandmængden er et af de aspekter, der må kontrolleres af hensyn til vandkvaliteten, og der bør derfor også fastlægges foranstaltninger vedrørende mængden til støtte for kvaliteten.
VRD-præambel nr. 41: Med hensyn til vandmængde bør der fastlægges overordnede principper for tilsyn med indvinding og opmagasinering af vand for at sikre, at de berørte vandsystemer er miljømæssigt bæredygtige.
[2] EuroGeoSurveys (European Geoscience for Society) har som DANVA forstår det også et aktuelt initiativ, hvor der efterlyses EU regulering med fokus på ”integrated surface and subsurface spartial planning”, der skal kunne håndtere og prioritere konkurrerende og til tider konfliktende brug af vand på ”subsurface” niveauet.
[3] Power-to-X (PtX) dækker over teknologi, der producerer brændstoffer, kemikalier og materialer på baggrund af grøn brint produceret ved elektrolyse. I processen skal der bruges store mængder vand.