Image001
Ordrebøgerne bliver i baglommen. Det er relationerne, der er det vigtigste for de danske udstillere. Arkivfoto fra IWA-kongressen i Tokyo 2018. / Foto: Michael Ramlau, AVK

Konkurrenter lægger rivaliseringen på hylden, når de står side om side og viser det ypperste inden for dansk vandteknologi frem for vandselskaber fra hele verden. Udstillingen er gratis at besøge, og der er masser af spændende og sjove indslag for både danske og udenlandske deltagere.

Producenter, rådgivere, universiteter og vandselskaber er blot en del af en meget lang række udstillere, der står klar til at vise deres projekter og løsninger frem på den helt store globale vandscene i Bellacentret i september. Mere end 300 udstillere vil være til stede fordelt på den 2.800 kvadratmeter store udstilling, der løber over fem dage.

Den danske pavillon bliver markant i sin størrelse på næsten 700 kvadratmeter. Målet for de eksporterende virksomheder er at blive synlige over de mange beslutningstagere fra hele verden, som deltager på IWA-kongressen. Der skal skabes relationer, fortæller Ilse Korsvang, der har arbejdet med vandvirksomheder og eksport siden 2004, og siden 2012 i regi af foreningen Danish Export. Hun er en af drivkræfterne i tilblivelsen af den danske del af udstillingen – en opgave hun har stor erfaring med. Hun har nemlig været med siden planlægningen af den danske stand på IWA-kongressen i 2006 i Beijing.

“Det var ganske få virksomheder og få mennesker, der var med dengang,” fortæller hun. Men som årene er gået, er den danske tilstedeværelse på IWA-kongresserne vokset, og den ser ud til at nå nye højder på udstillingen under IWA World Water Congress & Exhibition i København.

“Vi har 55 stande og omkring 90 udstillere. Nogle virksomheder står i samme stand, fordi de har nogle projekter, de gerne vil vise frem fællesskab,” fortæller Ilse Korsvang, som er head of project management i Danish Export, hvor hun primært arbejder med at få danske vandvirksomheder ind på det kinesiske marked. Konceptet for den danske pavillon i København bygger videre på en model, der blev afprøvet på IWA-kongressen i Tokyo i 2018.

“Ligesom i Tokyo laver vi en åben, fælles pavillon, hvor der ikke er tydelige grænser mellem de forskellige udstillere, som man jo typisk har. Den er delt op i en slags byområder i tråd med temaet om liveable cities, hvor områderne blandt andet hedder Innovation, Water, Waste Water og Climate. Og så har vi en stor ”havnebads-scene”,” siger Ilse Korsvang.

Pavillonen strækker sig over to haller, og hele udstillingsområdet bliver forbundet af en blå løber, som symboliserer et vandløb, der bugter
sig som en vandvej blandt de danske udstillere.

Fællesskab giver mere synlighed

En stor del af pavillonen er fællesområder, hvor der både er scene, plads til stole og daglige receptioner for mange mennesker. Om mandagen skal der eksempelvis være en stor vandsmagning med en vaskeægte vandssommelier.

"På vores fællesstande oplever vi, at virksomhederne lærer hinanden at kende, og henviser til hinanden. Og det bliver der også god mulighed for denne gang. I Danmark har vi inden for vand en lang tradition for partnerskaber og for at følges ad og hjælpe hinanden. Vi får noget ud af at samarbejde,” fortæller Ilse Korsvang.

Hun peger på, at danske løsninger og vandteknologier har et godt renommé ude i verden, og det gavner både store etablerede virksomheder og små start-ups. “Nu har jeg lavet pavilloner mange steder i verden, og det er min erfaring, at virksomhederne får større opmærksomhed ved at stå sammen i en pavillon. Det danske brand inden for vand og energieffektivitet er godt, og det nyder nye, danske virksomheder godt af. Det giver alle langt mere synlighed, end hvis de stod alene på en udstilling,” siger Ilse Korsvang. Hun tager desuden hatten af for de virksomheder, som er fuldt ud konkurrenter men alligevel står side om side på udstillingen.

Det er dog ikke kun de eksporterende virksomheder, som er blandt udstillerne. “Det er jo en kongres for vandselskaber/ forsyninger?, og der er også flere danske vandselskaber repræsenteret i den danske pavillon. De viser typisk nogle udviklingsprojekter frem, de har arbejdet med, og resultater, de har opnået. Og så er der også kommuner, universiteter og regioner blandt udstillerne,” siger hun.

Projekt-pitch fra scenen

Det er gratis at besøge udstillingen, og der er rigeligt at få tiden til at gå med, forsikrer Ilse Korsvang. “Der bliver vildt mange aktiviteter og masser at opleve. Alle udstillere prøver jo at gøre det sjovt og spændende for gæsterne at deltage,” lyder det.

På scenen i den danske pavillon kan man også lytte til korte oplæg, hvor forskere, forsyningsfolk, rådgivere eller andre virksomheder giver en hurtig pitch af et projekt, de har arbejdet med. Det kan typisk være på baggrund af et abstract, som ikke er nået igennem nåleøjet til selve kongressens program, men i stedet kan de besøgende i fællesområderne i pavillonen høre om det.

"Og så er der ikke mindst Operational Challenge, hvor vandselskaber dyster mod hinanden om, hvem der hurtigst kan reparere en pumpe eller hive en mand op af et mandehul og så videre. Det laver de på WEFTEC i USA, og det er meget underholdende. Det skulle vi gerne have en masse danske forsyningsfolk med til – både til at deltage i dysten men også til at heppe på deres kollegaer fra andre forsyninger,” siger Ilse Korsvang.

Det handler om relationer

Målet med udstillingen for virksomhederne er ikke at gå hjem med fyldte ordrebøger. Derimod handler det om at skabe grobund for salg,
og det kan opstå i mødet mellem mennesker.

“Typisk så danner man relationerne på kongressen. Man lærer hinanden at kende og snakker om, hvordan løsninger og behov kan passe sammen. Så kommer ordrerne bagefter. Det er jo de enkelte virksomheders opgave at lave interessen om til ordrer. Mange har slet ikke produkter med. på udstillingen. For virksomhederne handler det om at knytte bånd til de internationale forsyninger. Ellers var de ikke med,” fortæller Ilse Korsvang.

Hun glæder sig til kongressen, men der er én ting, som ærgrer hende. Og det har at gøre med et udenlandsk marked, som er hendes hovedfokus, når hun ikke planlægger IWA-udstillingen. “Det er rigtig ærgerligt, at der ikke kan komme nogen fra Kina. Det ville have været godt for relationerne. Vi arbejder meget med spildevandsrensning i forhold til det kinesiske marked. Der er lige nu over 5.000 renseanlæg, som skal renoveres i Kina, så der er et enormt behov for nye løsninger,” fortæller hun.

Data fra kinesiske renseanlæg viser, at der kan spares mere end 40 % energi og en stor mængde kemikalier ved hjælp af nye teknologier. Og det kan der potentielt være et stor salg i for danske virksomheder. Men først og fremmest skal der findes nogle gode modeller for et samarbejde, fortæller Ilse Korsvang. Så når kongressen er slut, vender hendes fokus tilbage på det kinesiske marked.