Europas vandkamp skal spilles klogt

Eller er det?

Det er det faktisk nu, hvor vi lige har fået valgt et nyt Europa Parlament, og nu, hvor sammensætningen af den nye Kommission kan begynde.

Vi må håbe, at bevidstheden om den stigende risiko for konflikter om de knappe vandressourcer, er med i de politiske kabaler og aftaler, der nu skal laves for de næste 5 års politiske arbejde i EU.

For vi kan godt undgå vandkampe, der ikke er for sjov – hvis vi begynder nu. Lige nu!

For gør vi ikke det, peger blandt andre Verdensnaturfonden (2022) på, at 20 % af Europas befolkning vil være negativt påvirket af vandmangel i 2050. Og de 20 % fordeler sig ikke jævnt.

Op mod 75 % af Spaniens og Grækenlands befolkning vil være omfattet af denne trussel på livskvalitet eller sågar eksistens.

Vandkampe i og med disse lande vil være stærkt medvirkende til, at det Europa, vi kender, kommer op at slås med sig selv i en grad, der kan ødelægge både demokrati og velstand, og i sidste ende koste menneskeliv. 

De danske forsknings- og  udviklingsorganisationer, og ikke mindst danske virksomheder inden for vandsektoren og tilgrænsende brancher, vil naturligvis kunne tilbyde resten af Europa de løsninger, der er behov for at få implementeret.

Heri ligger et kæmpe eksportpotentiale, vi skal forstå at udnytte.

Klogt.

De afgørende ingredienser er rettidighed, samarbejde og vækstskabende aktiviteter i de lande, der skal købe vores løsninger og andre produkter.

Det er et af de centrale argumenter for, at Danmark bør involvere sig endog meget aktivt i Europas udfordringer på vandområdet i alt fra regeringens indspil i Rådet, den nye danske kommissærs opgaver i Kommissionen og i de prioriteringer, de nyvalgte danske parlamentarikere, nu skal gøre sig i valg af udvalg og valg af assistenter.

Her er det vigtig, at vi danskere – uanset “hat og rolle” engagerer os på måder, der ikke på resten af vores europæiske kollegaer virker som om, at vi bare er ude på at tvinge dem til at købe vores produkter. Det ved de godt, at de bliver nødt til, men for dem og deres lands borgere er det afgørende for betalingsvilligheden, at indkøbet opleves som en “win-win”.

Det kunne være i form af, at danske aktører engagerer sig i de finansieringsudfordringer, der findes i lande med et andet BNP end Danmarks. Ellers risikerer vi, at der går “Bygningsdirektiv” i den; forstået på den måde, at det nye Energieffektiviseringsdirektiv for bygninger og boliger i EU jo var, og fortsat er, under hård modstand på grund af bekymringer for de økonomiske konsekvenser for ganske almindelige indkomstgrupper, der frygter for fremtiden.

Jeg er optimist!

Som tidligere medarbejder i et par danske rådgivningsvirksomheder så ved jeg, at det ligger i det danske DNA at kunne løse  komplekse problemer i lande, der er mere komplekse end vores eget. Så vi kan godt.

Og i skrivende stund (primo maj) glæder jeg mig over, at Letta’s rapport (april 2024) om det indre marked, tydeligt adresserer vandets udfordringer og potentialer ved at foreslå et New European Water Framework. Det er bare – mener jeg – italiensk for det, vi andre kalder EU Blue Deal.

Mens teksten her går gennem trykken, kan Draghi ha’ afleveret sin rapport om EU’s fremtidige konkurrencekraft.

Det er der behov for, for i Kommissionens egen årsrapport om samme fra februar i år, står der ingenting om vandets betydning på netop konkurrencekraften.

Det bøjer i neon, at skal vi undgå de  værste og mest uhyggelige vandkampe i Europa, så skal vi være glade for, at de politiske kort er givet på ny i denne sommer, som også i Danmark kan blive den varmeste nogensinde.

Må vi kunne holde hovedet koldt og handle på måder, der sætter gode ringe i vandet.