COLOURBOX61922526
FOTO: COLOURBOX.DK

Klimarelaterede skader vil stige i takt med at klimaforandringerne tager til. Flere danskere vil blive efterladt i ulykkelige situationer med ødelagte hjem og uoverskuelige skader.

Derfor er der brug for en ambitiøs national klimatilpasningsplan 2.0, lyder det fra forsikringsbranchens organisation Forsikring & Pension. Planen bør pege på konkrete løsninger og finansiering. Organisationen har derfor lavet et oplæg til, hvordan det kan ske i en ny rapport.

Ud af en udgift i perioden 1980-2022 på beregnet 4,8 bio. kr. i EU, står Danmark for 66 mia. kr. i udgifter til naturkatastrofer, ifølge EU’s Miljøagentur. Udgifterne forventes at stige betydeligt. Ifølge et estimat fra COWI fra 2017 vil Danmark om 100 år stå med udgifter for 43 mia. kr. årligt til at udbedre skader efter oversvømmelser.

Forsikringsbranchen vurderer, at det på sigt vil være fortid med dækning for huse og virksomheder i særligt udsatte områder, da risikoen og dermed præmien bliver så høj, at det ikke bliver muligt for den enkelte at tegne forsikring. Der må vi ikke ende, lyder det.

Det gælder allerede nu for en halv million boliger i Danmark, at vandet er faretruende tæt på. Det kommer fra oven, fra siden og nedenfra. Forsikringsselskaberne og Naturskaderådet skønner, at Danmark havde klimarelaterede skader for over 3. mia. kr. i 2023.

Derfor peger Forsikring & Pension på, at der skal langt flere ressourcer til at forebygge skader, end man har i dag. Man foreslår en ny national klimatilpasningsplan 2.0, der indeholder løsninger på tre niveauer: Nationalt, kommunalt og målrettet den enkelte borger. Der er brug for et milliardløft af investeringerne i klimatilpasning, og man foreslår, at regering og Folketing etablerer en klimatilpasningsfond, der skal sikre finansiering af klimatilpasningsprojekter. Anbefalingen lyder bl.a. på 3. mia. kr. årligt frem mod 2030.