Klimaplan på vej for Ribe og kultursvampen

Mindst to-tre år. Så lang tid spår Esbjerg Kommunes klimatilpasningskoordinator Bodil Ankjær Nielsen fra Esbjerg kommunes afdeling for Plan, Teknik og Miljø, at det kommer til at tage at udarbejde en klima- og risikostyringsplan, som nu skal laves for Danmarks ældste by med opland, Ribe. Bagefter skal den implementeres. Det kommer til at vare endnu længere, forudser hun.

“Der er så utrolig mange komplekse hensyn at tage i Ribe. Hensyn til kulturarv, husejere, landmænd, turisme, klima, fysikkens love og alle de måder, det hele påvirker hinanden på,” siger hun.

Vi er nødt til at danne os et overblik og få GEUS til at lave os en detaljeret hydrologisk model, så vi ikke løber ind i uforudsete problemer. Nu eller om 30 eller 50 år.”

Landet synker-havet stiger

Sammen med anlægsingeniør Tommy Andersen fra det lokale forsyningsselskab DIN Forsyning viser Bodil Ankjær Nielsen rundt i det centrale Ribe og udpeger vidnesbyrd om byens mange hundrede år lange historie som oversvømmelsesudsat.

Havets kræfter var en alvorlig risikofaktor for indbyggerne i og omkring Danmarks ældste by, indtil det syv meter høje Ribedige stod færdigt i marskens udkant i 1915.

Siden seneste istid er det sydvestjyske landskab hvert år sunket 1-2 mm i forhold til havet. Det lyder måske ikke af så meget, men på 1.000 år løber det alligevel op i 1-2 meter. Og nu stiger havet så som følge af klimaforandringer.

Vel ligger den sidste store manddrukning i 1634 snart 400 år tilbage. Mellem 8.000 og 15.000 døde dengang i mødet med en voldsom stormflod, som Ribediget i dag ville have afbødet.

Havet er der imidlertid styr på, men den dag i dag bliver Ribe jævnligt oversvømmet, når regnvand fra hele byens enorme opland skyller ind i Ribe Å.

I sommer resultererede det i, at byens årlige dyrskue i juli måtte aflyses, fordi uophørlig regn havde efterladt dyrskuepladsen så sumpet, at de sædvanlige læs træflis ikke kunne rette op på det.

Vand holder svampen fri for ilt

Men-men-men. Lige netop i Ribe skaber de voldsomme regnmængder faktisk visse fordele for indbyggerne. Middelalderbyen er nemlig etableret ovenpå flere lag af menneskelige efterladenskaber; ruiner, møddinger, brandtomter og alskens jordiske rester i adskillige meters dybde. “Kultursvampen”, som de mange lag porøst materiale kaldes, falder sammen, hvis den får tilført ilt. Derfor skal den holdes våd. Konstant.

“En fem meter tyk kultursvamp som den, vi har inde omkring det gamle rådhus, kan i yderste konsekvens falde sammen til under det halve, hvis den eksponeres for ilt. At kultursvampen bevares intakt er altså helt afgørende for de historiske huse i Ribe,” siger chef for arkæologi hos Museum Vest, Morten Søvsø.

Der skal graves forsigtigt og opmærksomt, hvilket det lokale forsyningsselskab DIN Forsyning da også har gjort i forbindelse med kloakseparering af store dele af Ribe by.

Mens DIN Forsyning har gravet flere meter ned i de gamle gader for at skifte forrige århundredes kloakrør af glaseret tegl ud med pvc, har arkæologerne fra Museum Vest stået på spring for at sikre sig de historiske skatte, der jævnligt dukker op.

“Vi må jævnligt holde en pause, mens museet sikrer nogle effekter, der er dukket frem. Potteskår, indbo eller andet. Det tager typisk en dags tid, før vi kan fortsætte,” siger Tommy Andersen. “Sådan er det bare at arbejde i Ribe. Vi er vante til det, og indimellem finder de faktisk noget, der ændrer byens historie.”

Kloakseparering kan have gavnet Ribe og kultursvampen

“Meget smukke fund er dukket op i forbindelse med kloakseparereringen,” siger Morten Søvsø. “Men vi forstyrrer kun kultursvampen, når der alligevel skal graves,” Kloakarbejdet kan sågar have haft en vis bevarende effekt på kulturskattene under Ribe, håber han:

“De gamle rør var meget dårlige og utætte. Så de var faktisk med til at dræne kultursvampen, hvilket pvc-rørene jo ikke gør.”

“Kultursvampen er kompleks i sig selv. Fem meter tyk nogle steder. Kun én meter andre steder. Og tørrer den ud ét enkelt sted, er derrisiko for sætningsskader i de gamle bygninger,” forklarer Tommy Andersen.

På den baggrund har Esbjerg Kommune valgt at acceptere, at grundejere i Ribe fortsætter med at udlede regnvand på terræn i haven, baggården eller på vejen, hvis det er sådan, de hidtil har gjort.

“Andre steder i landet kræver man jo, at grundejerne kobler regnvand fra taget på regnvandskloakken, etablerer en faskine, et regnvandsbed eller på anden vis håndterer regnvandet lokalt. Også dér er Ribe ret unik,” siger Tommy Andersen.

Spørger man så de to rundvisere, om den forhøjede grundvandsstand, som er et problem de fleste andre steder, mon også er en fordel for Ribe og kultursvampen, tager de sig til hovedet. Det kommer nemlig an på…

I Holland flytter de digerne

“Højt grundvand er faktisk et voksende problem flere steder omkring Ribe. Blandt andet på Holmevej i byens sydlige ende, hvor flere husejere har fået vand ind i kældrene. I byens nordlige ende har der været problemer med, at hækkene ikke vil gro. Så der skal vi også være opmærksomme på, at de løsninger, vi vælger at lave ikke forværrer problemer andre steder,” siger Bodil Ankjær Nielsen.

For vand kommer der temmelig sikkert mere af i Ribe. Fra oven, fra neden og ind fra oplandet og havet. Alene havvandet stiger ifølge prognoserne en halv til en hel meter. Måske mere.

“Skal vi øge højden på diget? Hæve vandstanden i Ribe Vesterå? Skal vi lave klimalavbundsprojekter eller kvælstofprojekter? Og hvad bliver konsekvenserne på kort og langt sigt? Dyre forslag er der masser af, men hvem de er gode eller knap så gode for, det skal vi nu til at finde ud af,” siger Bodil Aakjær Nielsen.

“Vi skal også finde ud af, om det giver mening at gøre som i Holland, hvor man nogle steder har valgt at flytte digerne tættere på byerne. På dén måde inviterer man jo så også vandet længere ind på land. Og det skal lodsejerne så lige være med på.”

Flere oversvømmelser fra såvel havet som fra oplandet er altså helt reelle trusler i fremtidens Ribe. Om det så skræmmer ripenserne er straks mere usikkert, bemærker Morten Søvsø.

“Gennem århundrederne har folk bygget og boet på udsatte steder i marsken og trodset de hårrejsende fortællinger om manddrukninger. De boede endda på lavere koter end i dag. Selv om de ikke havde diget til at beskytte sig,” fortæller han.