COLOURBOX2330617.jpg
Foto: Colourbox

Bagatelgrænsen hæves, og selskaber får mere tid til at tilpasse sig – deltag i DANVAs kurser for at få overblik.

Den nye ØR-bekendtgørelse er nu vedtaget. På baggrund af de indkomne høringssvar er der foretaget flere ændringer i den endelige bekendtgørelse. Ændringerne kan du læse om i Energistyrelsens høringsnotat, som er offentliggjort her.

Vi gør samtidig opmærksom på muligheden for at blive klogere på den nye bekendtgørelse ved at deltage i DANVAs to kommende kurser om ØR-bekendtgørelsen. Kurserne afholdes den 3. februar i Skanderborg og den 24. februar i København.

DANVA ønsker her at fremhæve ét centralt element i bekendtgørelsen, nemlig det nye kontrolsystem, som har været genstand for både stor debat og udfordringer i forståelsen.

Ændringer i kontrolsystemet

Der er foretaget følgende justeringer i kontrolsystemet:

  • Bagatelgrænsen er øget fra 1 % til 3 % af den økonomiske ramme.
  • Den øvre grænse for en differencesaldo i selskabets favør forbliver på 25 % af den økonomiske ramme, men træder først i kraft i 2030, hvor kontrollen vil basere sig på 2029.
  • Første opgørelse af differencesaldo i 2025 foretages fortsat for drikkevand baseret på 2023 og 2024, men for spildevand baseres den kun på 2024.

Kontrolsystemet forbliver ellers uændret fra høringsudgaven:

  • Vandselskaberne må stadig ikke have en differencesaldo, der overstiger bagatelgrænsen, i mere end fire år i træk.
  • For en differencesaldo i forbrugernes favør starter de fire år allerede i 2025, mens de for en differencesaldo i selskabets favør først begynder i 2026.

Overgangsordning og forventninger

Ved opgørelsen af den første differencesaldo kan vandselskaberne stadig forvente en markant saldo i selskabets favør. Dette skyldes, at både tillæg godkendt efter de nuværende regler og tillæg godkendt i 2025 efter de nye regler – herunder ikke-påvirkelige omkostninger – indgår i opgørelsen. Det samme vil være gældende for opgørelsen i 2026.

Vandselskaberne har frem til og med 2029 til at sikre, at differencesaldoen i selskabets favør i mindst ét år ligger under bagatelgrænsen på 3 %. Dog uden at skulle tage højde for den øvre grænse på 25 %, hvilket forhåbentlig vil bidrage til mere stabile takster i overgangsårene til det nye kontrolsystem.