Ellen Og Jan 1536X1024

Den grønne trepart giver mulighed for at kombinere forskellige klimagevinster, men skaber også svære spørgsmål for kommunerne, der bør tænke drikkevandsbeskyttelse ind i de lokale treparter fra starten, skriver Jan Andersen og Ellen Trane Nørby.

Aftalen om den grønne trepart skal nedbringe landbrugets CO2-påvirkning. Det sker ved at omlægge 390.000 hektar landbrugsjord, som skal veksles til blandt andet skovrejsning, reduktion af kvælstof til vandmiljøet samt drikkevandsbeskyttelse.

Inden udgangen af 2025 skal de lokale, grønne treparter have deres omlægningsplaner på plads. Lige nu kæmper kommunerne for at få overblik over, hvordan de skal organisere sig og bemande treparter og styregrupper, som skal realisere den konkrete opgave.    

Kommunernes Landsforening er sat i spidsen for sammen med Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen at udføre den meget komplicerede omlægning.

Hensynet til drikkevand, der oprindeligt var et af de bærende elementer i kommissoriet for grøn trepart, blev siden skiftet ud med et fokus, der gik ensidigt over mod reduktion af udledning af kvælstof.

Drikkevand atter i spil

Og hvorfor er drikkevand kommet i spil igen?

Jo, for det første er der ingen borgmester eller myndighed, der ønsker, at de først udtager landbrugsjord til forskellige formål, og så om et par år skal henvende sig til de samme lodsejere for at bede om mere jord til at beskytte drikkevand med.

For det andet har kommunerne en bunden opgave med at understøtte forsyningssikkerheden af rent drikkevand. Derfor er det logik, at hensynet til drikkevand er med fra begyndelsen i omlægningsplanerne.

Og når det så ovenikøbet er et faktum, at grundvandsbeskyttelsen i indsatsplaner både er kortlagt, og at der kan følge penge med fra vandtaksten til at kompensere lodsejere, hvis vandselskaberne må bestemme arealerne, så er beskyttelsen af drikkevandet en naturlig løsning at starte processen med. 

Kunsten at kombinere klimagevinster

Der skal bruges 200.000 hektar til grundvandsbeskyttelse herunder grundvandsparker og mindre områder omkring små vandværker, hvorover der ikke må sprøjtes med pesticider eller foregå produktion med andre kemikalier.

Aftalen om den grønne trepart omfatter rejsning af 250.000 hektar skov, hvilket betyder, at man ved at kombinere hensynet til beskyttelse af drikkevand med skovrejsning kan få en multifunktionel gevinst og nå i mål med flere hensyn, der også kan kombineres med økologisk landbrug, natur og rekreative hensyn.

Der er ingen tvivl om, der er mange spørgsmål, som skal besvares af de lokale, grønne treparter i løbet af meget kort tid.

De kredser blandt andet om, hvilke skovtyper, der skal ligge hvor, hvor mange ressourcer der kan blive frigivet, og hvordan man med aftalen, der baserer sig på frivillige incitamenter, indenfor de givne tidsfrister kan få de nødvendige antal arealer til at udtage og omlægge de 390.000 hektar landbrugsjord.

Forskellige hensyn skal vejes

Kommunerne sidder som nævnt i spidsen for de lokale, grønne treparter, og byrådspolitikerne skal i 2025 sideløbende med udarbejdelsen af omlægningsplanerne for, hvor omlægningen skal ske hos lodsejere i deres område kæmpe om stemmernes gunst til kommunalvalget i november.

Det bliver bestemt ikke let at balancere den komplekse virkelighed mellem valgkamp og udtagning af landbrugsjord. Men tager kandidaterne den grønne treparts mål om CO2-reduktion og arealomlægning med sig ind i valgkampen, hvor man taler både beskyttelse af drikkevand, CO2 og vandmiljø op, så kan man sikkert vinde stemmerne med at sikre dem rent drikkevand i fremtiden.

Beskyttelsen af drikkevand skal altså med i de lokale treparter fra starten, kortene for indsatsområderne er udarbejdet og opgaven med forsyningssikkerhed af vand ligger allerede i kommunerne.

Holder man sig så samtidig for øje, at beskyttelse af drikkevand giver de lokale treparter mulighed for at booste processen ved at få tilført et milliardbeløb fra vandtaksten, så kan drikkevandsbeskyttelse være en accelerator for omlægningsplanerne.