
Ny lovgivning stiller krav – og giver muligheder – for håndtering af terrænnært grundvand
Miriam FeilbergFørste juli 2025 trådte den nye lov om håndtering af terrænnært grundvand i kraft. Fremover skal kommunerne udpege områder, hvor terrænnært grundvand er et problem. Spildevandsselskaberne får så pligt til at forsyne de udpegede områder med grundvandssænkende foranstaltninger, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.
For at hjælpe kommuner og spildevandsselskaber godt i gang med den nye opgave har DANVA og KL sammen udviklet en procesbeskrivelse, som kan bruges til inspiration for, hvordan man kan komme i gang og få et overblik over processen og hvilke opgaver, medarbejderne vil stå over for. Der er i alt opstillet 7 elementer. Flere af dem elementer forløber parallelt, og skal dermed ikke opfattes som kronologiske.
I september 2025 mangler vi stadig en kommende beregningsbekendtgørelse, vejledning til den og endelige versioner af andet materiale. Derfor opdateres procesbeskrivelsen løbende, og det vil fremgå tydeligt, når den anses som værende endelig.
Den nye lov er et nyt værktøj til værktøjskassen, som skaber muligheder og løsninger i arbejdet med terrænnært grundvand.