
Forsyningsklyngen har 78.000 fuldtidsjob og skaber værdier for 88 mia. kr. Men vareeksporten har mistet terræn.
Lars FischerDen danske forsyningsklynge inden for vand, varme og affald er vokset markant hurtigere end dansk økonomi det seneste årti. Fra 2014 til 2023 steg beskæftigelsen i klyngen med 28 pct. til 78.030 fuldtidsjob. Til sammenligning voksede beskæftigelsen i Danmark samlet med 16 pct. Det viser en ny analyse fra Tænketanken Brundtland.
Også værdiskabelsen er steget hurtigere. Forsyningsindustrien og rådgiverne øgede bruttoværditilvæksten med 36 pct. i faste priser fra 2014 til 2023 mod 20 pct. i dansk økonomi som helhed. I 2023 omsatte den samlede forsyningsklynge for 288 mia. kr. og skabte en bruttoværditilvækst på 88 mia. kr., svarende til 4 pct. af Danmarks samlede værdiskabelse.
Vandklyngen er den største af de tre forsyningsarter målt på beskæftigelse med 29.770 fuldtidsansatte. Den omsatte for 96 mia. kr. og havde en værditilvækst på 34 mia. kr. i 2023. Heraf lå 5.360 fuldtidsjob i vandklyngen (ifølge DANVAs tal er der 4.400 ansatte i vandselskaber), 1.270 hos rådgivere og 23.140 i industrien.
Eksportudviklingen er mindre entydig. Forsyningsklyngens vareeksport steg kun svagt fra 44 mia. kr. i 2020 til 48 mia. kr. i 2023. Samtidig faldt klyngens andel af Danmarks samlede vareeksport fra omkring 7 pct. i 2014 til omkring 5 pct. i 2023.