
Den 8. august 2025 trådte en EU-forordningen om mediefrihed i kraft. Forordningen indeholder bl.a. regler om, at offentlige myndigheder og enheder skal indberette oplysninger om deres udgifter til offentlig reklame og hvilke medier, som reklamepladsen er købt hos.
Hannah Scheel AndersenSlots- og kulturstyrelsen, der sekretariatsbetjener den tilsynsførende myndighed, Radio- og tv-nævnet, holdt den 16. april 2026 informationsmøde for KL og kommunerne. I forlængelse af dette møde udsendte styrelsen den 23. april et opfølgende dokument med spørgsmål/svar, hvoraf det fremgår, at helt eller delvist ejede kommunale selskaber vurderes at være omfattet af reglerne.
DANVA har været i kontakt med styrelsen, der den 30. april bekræftede at helt eller delvist kommunalt ejende selskaber kan være omfattet, hvis de har udgifter til reklame hos medietjenesteudbydere og onlineplatforme, da deres midler bliver offentlige gennem kontrollen (det hele eller delvise kommunale ejerskab).
Af Slots- og kulturstyrelsen spørgsmål/svar dokument til kommunerne fremgår at det kun er udgifter, der tilgår en medietjenesteudbyder eller en online platform, som er omfattet og skal indberettes. Udgifter til drift af eksempelvis en hjemmeside, egen medieovervågning og informationsaktiviteter er således ikke omfattet af reglerne, hvis udgifterne ikke tilgår en medietjenesteudbyder eller en onlineplatform.
Men udgangspunktet er, at alle digitale udgifter der tilgår en medietjenesteudbyder eller en onlineplatform skal indberettes, og der skelnes som udgangspunkt ikke mellem typer af information og meddelelser. Borgerrettet serviceinformation, oplysning om valg, arrangementer og kampagner er derfor omfattet. Dog er officielle meddelelser, der er begrundet i tvingende alment hensyn, såsom nødmeddelelse, samt stillingsopslag ikke omfattet.
Slots- og kulturstyrelsens dokument med spørgsmål/svar til kommunerne samt præsentationen fra informationsmødet med KL og kommunerne finder du her. Såfremt der er spørgsmål til materialet eller til en eventuel indberetning skal vi opfordre til at Slots- og Kulturstyrelsen kontaktes.
DANVA har opfordret Slots- og kulturstyrelsen til at det afholder informationsmøder for alle de kommunalt ejede selskaber og udarbejder informationsmateriale målrettet disse.
Første indberetningsfrist var den 30. april 2026 (for perioden 8. august – 31. december 2025). Slots- og Kulturstyrelsen har dog informeret DANVA om, at skemaet fortsat vil være åbent.