Vandhane tæt på colourbox.jpg

Miljøminister Magnus Heunicke orienterede den 9. december 2025 Folketinget om hvad der i Danmark anses for at være en national overensstemmelsesattest for materialer i kontakt med drikkevand, hermed opretholdes status quo i en overgangsperiode, indtil et nyt EU-system for godkendelse af materialer og produkter, som kommer i kontakt med drikkevand, træder endeligt i kraft 31. december 2032.

Europa-Kommissionen har i en delegeret forordning i henhold til drikkevandsdirektivet bl.a. fastsat, at et nyt EU-system for vurdering af, om materialer og produkter i kontakt med drikkevand er i overensstemmelse med kravene i direktivet, træder i kraft den 31. december 2026. For produkter, der er vurderet i overensstemmelse med nationale hygiejnekrav til produkter, der kommer i kontakt med drikkevand, og for hvilke den nationale overensstemmelsesattest stadig er gyldig den 31. december

2026, finder det nye EU-system imidlertid først anvendelse fra den 31. december 2032.

Europa-Kommission har oplyst Miljø- og Ligestillingsministeriet om, at det med den delegerede forordning overlades til de enkelte medlemslande selv at definere, hvad de anser for at være en national overensstemmelsesattest, der finder anvendelse i overgangsperioden, hvilket skal sikre branchen klarhed over, hvilke krav der gælder til produkter i kontakt med drikkevand indtil 31. december 2032.

Da der i dag ikke er krav om en dansk national overensstemmelsesattest for alle materialer og produkter i kontakt med drikkevand, idet det eksisterende danske system som hovedregel bygger på, at drikkevandet skal overholde kravene til drikkevandets kvalitet ved taphanen, sikres status quo ved, at materialer og produkter i kontakt med drikkevand i Danmark anses for omfattet af en national overensstemmelsesattest, såfremt de den 31. december 2026 er omfattet af én eller flere af følgende betingelser: 

  1. En certificering eller attestering fra et dansk eller EU/EØS akkrediteret certificeringsorgan, som demonstrerer, at produktet kan sikre overholdelse af krav til drikkevandets kvalitet som fastsat i drikkevandsbekendtgørelsen og bygningsreglementet.
  2. Anden form for verifikation, som demonstrerer, at produktet kan sikre overholdelse af krav til drikkevandets kvalitet som fastsat i drikkevandsbekendtgørelsen og bygningsreglementet.
  3. GDV-godkendelse, som er en dansk ordning under Social og Boligministeriet for byggevarer i kontakt med drikkevand i bygninger, eller en tilsvarende godkendelse fra et andet EU/EØS-land.

 Hermed sikres verifikation af materialer og produkter i kontakt med drikkevand samtidig med, at de gældende krav til drikkevandskvaliteten videreføres.

 Det vil fortsat være kommunerne, der fører tilsyn med vandforsyningerne efter reglerne i drikkevandsbekendtgørelsen, ligesom det fortsat påhviler vandforsyninger at udføre risikovurdering og risikostyring efter kvalitetssikringsbekendtgørelsen for at verificere, at drikkevandets kvalitet overholdes.