Miljøministeriet konkluderer: Statslige forbud er vejen til rent drikkevand

På overfladen ligner VandCenter Syd på Fyn en solstrålehistorie. Siden 2001 har de i stort omfang rejst skov og indgået aftaler med lodsejere.

Men spørger man projektchef Troels Kærgaard Bjerre, er sandheden mere nuanceret.

”Jeg kan godt fortælle om succeser som Elmelund Skov og Holmehave, men vi har også kildepladser, hvor grundvandsbeskyttelsen kunne være bedre.”

”Det er et problem, at det for at lykkes ikke er nok at være dygtig; du skal også være heldig. Det er ikke min hensigt at tale vores indsats hidtil ned, men det er vigtigt at påpege, at nogle af de ting, vi er lykkedes med, skyldes held: Ekstraordinær kommunalpolitisk opbakning eller et generationsskifte blandt lodsejere. Det er uholdbart, at succesfuld grundvandsbeskyttelse i for høj grad forudsætter, at sol, måne og stjerner står rigtigt,” siger han.

Troels Kærgaard Bjerres konklusion spejler Miljøministeriets længe ventede reguleringsanalyse: At grundvandsbeskyttelse har trange kår, hvis alt står og falder med lokal velvilje og frivilligt indgåede aftaler med lodsejere. På nationalt plan er det kun 1,5 procent af de arealer, man i 1999 identificerede som beskyttelseskrævende, der i dag reelt er beskyttet.

Analysen konkluderer, at rensning af forurenet drikkevand kan koste samfundet mellem 6 og 18 mia. kr. årligt, mens beskyttelse af de mest sårbare grundvandsområder kan gennemføres for omkring 360 mio. kr. årligt i 30 år i form af kompensation til landbruget.

Blåstempling af branchens advarsler

Hos DANVA vækker analysen glæde på trods af den dystre konklusion. Administrerende direktør Carl-Emil Larsen ser det som en blåstempling af de budskaber, branchen længe har fremført.

”Med analysen i hånden, siger regeringen nu, at den bedste løsning til at beskytte vores drikkevand er at udstede statslige krav om forbud mod at sprøjte og gøde i sårbare grundvandsdannende områder. Det glæder vandsektoren, for danskerne og Danmarks virksomheder fortjener forsyningssikkerhed af rent drikkevand.” Nu udestår den politiske forhandling – ”slutspurten”, som Dorte Skræm, fagleder med ansvar for fagområdet drikkevand i DANVAs sekretariat, kalder det:

”Indtil der ligger noget konkret er det business as usual hos forsyningerne. Der er endnu ikke noget nyt, selvom konklusionen er ret klar. Netop dét giver håb om, at vi får en målrettet grundvandsbeskyttelse, der rent faktisk virker. Selvom det er en kliche, så er det jo rent vand til Danmark også i fremtiden, vi taler om.”

Frygt for tomme haner

Hos Hovedstadsområdets Forsyningsselskab HOFOR er indsatsen et spørgsmål om basal forsyningssikkerhed – de ser ind i et scenarie, hvor kunderne i selskabets otte ejerkommuner i 2040 risikerer at åbne for tomme haner.

Lægger politikerne lovgivningen op ad anbefalingerne i Miljøministeriets analyse, vil det lette HOFORS udfordringer betydeligt.

”En del af vores struktur og indvindingstilladelse kan ikke udnyttes i dag, fordi vandet er forurenet. Jo mindre forurenet vandet er, jo mere kan vi bruge af den mængde, vi har tilladelse til. Selvom der går år, før vi når dertil, så gælder det, at jo hurtigere vi starter, jo bedre kvalitet bliver vandet,” siger Anne Scherfig, HOFORS områdechef for vandlægning.

Hun efterlyser fælles nationale spilleregler, så vandselskaberne ikke skal bruge år på forhandlinger og i sidste ende taksationskommissioner.

”Vi bruger enormt meget tid på et svært forhandlingsklima, fordi reglerne tolkes forskelligt fra kommune til kommune. Vi har brug for faste rammer for, hvad lodsejerne skal have i erstatning, så arbejdet kan gennemføres hurtigt og ensartet. Et statsligt forbud er vejen til at gå uden om de frivillige aftaler, der har vist sig ineffektive til at opnå den tilstrækkelige beskyttelse.”

BNBO må ikke gentage sig

I DIN Forsyning, der dækker Varde og Esbjerg kommuner, peger erfaringerne på, at frivillighed kan være en del af løsningen i større sammenhængende arealer end f.eks. BNBO.

For Mads Søbye Helbo, programleder for kildefeltsbeskyttelse i DIN Forsyning, er et statsligt, arealbaseret forbud mod anvendelse af pesticider og miljøfremmede stoffer også en nødvendighed, men han advarer mod

at gentage fejlene fra lovgivningen om BNBO.

”Vi har ikke brug for mere ’lag-på-lag’-lovgivning, som er utrolig svær at administrere. I BNBO har vi kæmpet med mindre arealer, som kan være vanskelige for landmanden at håndtere. Vi har brug for at få fastlagt de store arealer én gang for alle, så vi kan få en reel dialog med lodsejerne,” siger Mads Søbye Helbo, der har tre ønsker:

Tilstrækkelig tid til at arbejde med frivillige løsninger, inden et eventuelt statsligt forbud. At indsatser og kompensationsmodeller i de sårbare grundvandsdannende områder koordineres med andre grønne initiativer, bl.a. Grøn Trepart. Og tid – så det bliver en sammenhængende lovgivning og ikke en gentagelse af ud-fordringerne fra BNBO-lovgivningen.

Nye risici: VE- og PtX- anlæg

Mads Søbye Helbo mener, at en sammenhængende lovpakke for grundvandsbeskyttelse bør indeholde redskaber, så nye og ukendte forureningsrisici ikke tilføjes ved udlæg af erhvervsområder og tekniske anlæg i BNBO, kildepladszonen og det sårbare grundvandsdannende opland.

”Det ville være optimalt med en direkte binding, som forhindrer erhvervsområder i indvindingsområder. Det gælder også nye teknologier som VE-anlæg og Power-to-X, som introducerer et helt nyt risikobillede, vi ikke endnu kender den fulde konsekvens af,” siger han.

Lokalt ansvar

Miljøstyrelsens analyse peger på, at det er nødvendigt med statslige forbud for reelt at kunne beskytte det nødvendige areal. Det er både Mads Søby Helbo og Troels Kærgaard Bjerre fra VandCenter Syd helt enige i, men de advarer også imod at fjerne det lokale initiativ og ansvaret for den lokale udmøntning.

Begge har svært ved at se statsligt forbud gennemført uden en kompensation, som i sidste ende kommer til at stå på forbrugernes vandregning, og i så fald er de fortalere for en model med mulighed for årlige kompensationer frem for engangserstatning.

Kortlægningen af sårbare grundvandsdannende områder er dynamisk og ændres, når indvindingsstrategien ændres eller nye kildepladser sættes i drift. Så når der skal træffes beslutning om varige løsninger, giver det ifølge Troels Kærgaard Bjerre mening at inddrage lokal viden, som vandselskaberne og kommunerne har.

Og ender afgiften hos forbrugerne, ser han helst, at vandselskaberne lokalt afholder kompensationen i stedet for at drikkevandet pålægges en generel statslig afgift. Det vil øge motivationen lokalt til at finde de bedste løsninger, mener han.

”Det skal være vandselskabernes kerneforretning at sikre rent grundvand. Med en fast statslig afgift på drikkevand, har jeg svært ved at se incitamentet til at gøre det billigere og bedre lokalt.”

Til marts afholder DANVA i samarbejde med Danske Vandværker en konference for at debattere konklusionerne i analysen med miljøordførerne på tværs af folketingets partier forud for de politiske forhandlinger.