
Når Herning fra i dag danner ramme om EM i herrehåndbold, markerer slutrunden også startskuddet på en konkret drikkevandsindsats. Herning Vand har sammen med Herning Kommune, DanskHåndbold og Klimaskovfonden indgået et projekt om at rejse 20 hektar ny skov ved Løvbakkerne – direkte omkring vandselskabets kildeboringer.
Lars FischerProjektet er første konkrete handling i et femårigt samarbejde mellem DanskHåndbold og Klimaskovfonden, der vil bruge sportens fællesskab til at skabe opmærksomhed og mobilisere støtte til skovrejsning i Danmark. Herning bliver den lokale pilot, hvor kommunen stiller areal til rådighed, Klimaskovfonden arbejder med at finde bidragydere og samarbejdspartnere, og Herning Vand sikrer koblingen til drikkevandsbeskyttelse.
Ved EM 2026 er de danske værter gået sammen med medværterne i Sverige og Norge om at skabe et fælles koncept for bæredygtighed, et fælles løfte om at arrangere et mesterskab med mindre aftryk, og det første fælles fokusområde er ’vand’.
Rent drikkevand er noget, de tre værtslande har til fælles – drikkevand af høj kvalitet, rene søer og målrettede indsatser for vandmiljøet. Men adgang til rent vand er langt fra garanteret i mange dele af verden. Det er derfor, konceptet begynder her, med at øge bevidstheden og invitere til handling.
For Herning Vand er partnerskabet en del af strategien: Skovrejsning er et langsigtet værktøj, fordi arealet fremover ikke må sprøjtes og gødskes. Samtidig ligger skoven dér, hvor Herning Vand allerede indvinder en stor del af drikkevandet – og hvor selskabet planlægger et kommende vandværk.
– Det er en central del af Herning Vands strategi at sikre drikkevandet både på kort og langt sigt – og meget gerne i partnerskaber, siger adm. direktør Jakob Juhl.
Byrådet i Herning godkendte arealet i december. Næste skridt er at finde finansiering, som parterne forventer på plads inden for de næste to år. DanskHåndbold bliver første bidragyder, og ambitionen er, at både fans og partnere kan bidrage til at rejse mere skov – i Herning og på sigt flere steder i landet.