DSC00457 (1)
Foto: Samn

I anledning af Horsens Vands 150-års jubilæum inviterer Samn Forsyning til åbent hus på Rugballegård Vandværk og Horsens Centralrenseanlæg lørdag den 29. august kl. 10-13. Her kan besøgende opleve historien om Horsens' drikkevand gennem 150 år, komme bag kulisserne på et moderne vandværk og få indblik i, hvordan spildevandet renses, før det ledes tilbage til naturen.

Da Horsens i 1970’erne opførte et nyt vandværk, blev forsyningssikkerheden væsentligt forbedret. 1970’erne var præget af oprustning, spændinger og den kolde krig, så Rugballegård Vandværk blev opført som et af de første atomsikrede vandværker i Danmark. Før Rugballegård Vandværk blev taget i brug, var der kun ét andet vandværk til at  forsyne byen, og det gav både kapacitetsudfordringer og bekymringer for forsyningssikkerheden. Dertil kom, at tiden var præget af bekymringer for verdensfreden. Bevidstheden om, at både USA og Sovjetunionen havde atomvåben klar til at starte Tredje Verdenskrig, var nærværende mange steder i samfundet. Det var på den måde i  tidens ånd, da Rugballegård Vandværk blev opført som et atomsikret vandværk – et af de første i Danmark.

Vandbehandling i et lukket system

Ét af de tiltag, der blev gennemført på Rugballegård Vandværk for at beskytte drikkevandsforsyningen mod atomare trusler, var et hermetisk lukket system, hvor vandet blev behandlet uden kontakt med  omgivelserne. Det betyder, at vandet renses og iltes under tryk, og at der anvendes ilt fra gasflasker i stedet for at anvende ilten fra  omgivelserne. Dermed undgår, man at ilte vandet med forurenet luft, hvis ulykken skulle indtræffe. Derudover er hele bygningen opført i armeret beton, der giver beskyttelse mod stråling, og ventilationsanlægget er forsynet med særlige filtre, der kan holde radioaktivt støv ude. Bygningen er også forsynet med et beskyttelsesrum, så  vandværkets medarbejdere kunne blive i bygningen, ligesom strømforsyningen til både vandværket og pumperne var forsynet med særlige beskyttelsessystemer og nødstrømsanlæg, så driften kunne opretholdes, hvis katastrofen skulle indtræffe. Selve råvandet til vandværket er godt sikret i jordens undergrund, og da der også er hele seks  boringer til vandværket, er der også gode muligheder for at opretholde produktionen selvom en enkelt eller to boringer skulle blive beskadiget.

Stadig et fascinerende værk

Rugballegård-værket er fortsat i drift og udgør det ene af de to store værker, som forsyner Horsens by og det nærmeste opland. Atomsikringen har gennem tiden skabt en stor interesse for vandværket, og det har derfor været benyttet til mange fremvisninger for både almindeligt interesserede og fagfolk fra ind- og udland. Og det er stadig den dag i dag et fascinerende værk, ifølge Andreas Boesen,

Bestyrelsesformand for Horsens Vand A/S og Næstformand for Samn Forsyning ApS:

- Værket er på én gang historisk og top moderne. Når man ser skrivemaskinen, møblerne og fastnettelefonen i beskyttelsesrummet, er det tydeligt, at værket er fra en anden tid, men samtidig er sikkerheden og behandlingen af vandet fuldt på højde med vores moderne standarder. Det er bestemt et besøg værd, siger Andreas Boesen.

Fakta

Kom til åbent hus på Horsens Centralrenseanlæg og Rugballegård Vandværk lørdag d. 29. august kl. 10-13. Læs mere på www.samn.dk/aabenthus

På Rugballegård Vandværk kan du komme med bag kulisserne på et moderne vandværk, høre historien om Horsens' drikkevand gennem 150 år, besøge det historisk indrettede beskyttelsesrum i
kælderen og få indblik i, hvordan vi producerer og beskytter det rene drikkevand, der hver dag leveres til tusindvis af borgere.

På Horsens Centralrenseanlæg kan du gå på opdagelse på egen hånd gennem en rundvisning med stop undervejs, hvor du bliver klogere på, hvordan spildevandet renses. Du kan også opleve en af vores store TV-biler og slamsugere og blive klogere på, hvad der sker med vandet, når det forsvinder ned i afløbet.