Hospital 600

Som udgangspunkt er regioner efter DANVAs vurdering ikke berettigede til afregning efter trappemodellen.

De seneste par år har flere spildevandsselskaber fået henvendelser fra de danske regioner om tilmelding til den såkaldte trappemodel efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1527, 2024 for deres betaling af vandafledningsbidrag.

Efter de oplysninger DANVA har fået, anmelder nogle regioner over 50 % af deres vandforbrug til afregning af vandafledningsbidrag efter trappemodellen. Vi ved ikke, om alle regioner gør det.

DANVA finder det problematisk, da regionerne efter vores vurdering som udgangspunkt ikke opfylder betingelserne for at blive afregnet efter trappemodellen. Vi henviser til Energistyrelsens vejledning om trappemodellen fra 2020, hvor der under afsnit 2. Definition af begrebet ”virksomhed” bl.a. står:

”Normalt vil offentligt ejede hospitaler, plejehjem, skoler, børnehaver m.v. ikke udøve økonomisk aktivitet, og dermed ikke være omfattet. De kan dog være delvist omfattet, såfremt de udøver økonomisk aktivitet.”

Henvendelse til Energistyrelsen og juridisk notat Vi har her i juni rettet henvendelse til Energistyrelsen for at få afklaret, om regionerne opfylder betingelserne for afregning af vandafledningsbidrag samt i givet fald i hvilket omfang. Når styrelsen er kommet med en vurdering om dette, bringer vi den i DANVAnyt.

I forbindelse med henvendelsen har vi fået udarbejdet et juridisk notat om offentlige hospitalers økonomiske aktivitet. Notatets konklusion er, at offentlige hospitalers hovedaktivitet ikke udgør økonomisk aktivitet efter EU's statsstøtteregler, og at hovedaktiviteten derfor ikke er berettiget til afregning af vandafledningsbidrag efter trap-pemodellen.

Notatet udelukker ikke, at regioner i et begrænset omfang kan udøve økonomisk aktivitet, der vil være berettiget til afregning af vandafledningsbidrag efter trappemodellen. Men som det fremgår af notatet, er det ikke dokumenteret, at dette faktisk er tilfældet. Og skulle det være tilfældet, vil det være aktivitet i langt mindre omfang, end de over 50 % af vandforbruget, som nogle regioner har tilmeldt trappemodellen.

Øvrigt aktuelt om trappemodellen

Det forventes, at EU-Kommissionen til efteråret kommer med en ny vurdering af, om trappemodellen eventuelle uoverensstemmelse med EU-retten. Der er tale om det seneste skridt i en over 12 år gammel strid om trappemodellen mellem det, der dengang var brancheforeningen for danske slagtermestre og den danske stat.

DANVA har været i dialog med Energistyrelsen, der anser det som værende sandsynligt, at Kommissionen vil nå frem til, at trappemodellen ikke er i strid med EU-retten. Dermed forventes heller ingen konsekvenser for spildevandsselskabernes opkrævning af differentierede vandafledningsbidrag efter trappemodellen.

Se også: Energistyrelsen bekræfter: danske regler om variabelt vandafledningsbidrag er ikke ugyldige.