Helle Korsgaard Thisted Vand
Helle Korsgaard, direktør i Thisted Vand, mener ikke, at der er gjort plads til den grønne omstilling og cirkulær økonomi i Vandsektorloven

I stedet for at vise mistillid over en bred kam, burde myndighederne koncentrere sig om at få de selskaber, der faktisk har udfordringer, på højkant. Sådan lyder det fra Helle Korsgaard, der er adm. direktør i Thisted Vand.

Ledere i forsyningsselskaber er som regel professionelle med ledelseserfaring fra flere brancher. Derfor bør man vise dem tillid, påpeger Helle Korsgaard. Hun har fuld forståelse for, at der som følge af det naturlige monopol i vandsektoren skal være en form for overordnet kontrol.

Men den er blevet for bureaukratisk, og det gør det dyrere og mere besværligt at drive vandselskab. Hun mener, at man bør følge den gode danske tradition ved at vise tillid til ledelserne og undlade at detailstyre. Det kan i sidste ende føre til, at selskaberne bliver kvalt.

”Vis os tillid, og nøjes med at sætte ind overfor de selskaber, hvor det ikke kører så godt. Hjælp dem målrettet med at blive bedre,” siger Helle Korsgaard.

Hvis man VIL gøre noget ved nogle selskaber, kunne man fx stille krav om bestemte kompetencer i bestyrelserne. Alternativt kunne der lovgivningsmæssigt indføres krav til bestyrelsens sammensætning og kompetencer, som man kender det bl.a. fra den finansielle sektor.

Giv plads til innovation

Helle Korsgaard peger på vandsektorloven, der siger, at man skal drive sit vandselskab effektivt og gennemsigtigt til lavest mulige priser, og SAMTIDIG understøtte innovation og udvikling.

”Vi har stramme rammer for at udføre alt det. Dertil har vi fået en stor usikkerhed i verden med voldsomme strømpriser, inflation og kemikalieprisers himmelflugt - jernchlorid er fx steget med 30%. De økonomiske rammer er ikke reguleret i henhold til den nye virkelighed.

Det nye lovforslag vil gøre det endnu dyrere og mere besværligt at drive vandselskab. Man vil have os til at lånefinansiere meget mere, og hvis vi ikke lånefinansierer nok, bliver vi straffet i den økonomiske ramme.

Men renten er jo steget betydeligt, så hvorfor skal forbrugerne betale dyre penge, for at vi skal ud at låne, hvis ikke det er strengt nødvendigt? Det skal give mening, når man låner,” siger hun.

”I Thisted Vand har vi et kæmpe ledningsnet i forhold til vandsalget. Men vi bliver reguleret på samme måde som fx Frederiksberg, der er en bykommune,” siger Helle Korsgaard.

For meget skrivebord

På kontorerne hos Thisted Vand bruger man flere og flere ressourcer på benchmarking og på at søge tillæg. Der er i vandsektorloven krav til effektivisering både på drift og anlæg, men det rammer skævt. Vandselskabet bruger alt for meget tid på papirarbejde, som i stedet burde anvendes på effektivisering af driften og på at være innovative og afprøve nye løsninger.

Ifølge Helle Korsgaard virker det ikke til, at den politiske vision formidles videre til forsyningssekretariatet, der implementerer loven, for det får stadig flere ansatte.

”I Thisted Vand har vi et kæmpe ledningsnet i forhold til vandsalget. Men vi bliver reguleret på samme måde som fx Frederiksberg, der er en bykommune. Vi vil jo aldrig kunne blive de bedste i benchmarkingen. Men jeg ved, at vi driver det fornuftigt ud fra de forudsætninger, vi har. Der er nødt til at blive taget hensyn til de forskellige virkeligheder, vi lever i,” siger Helle Korsgaard.

Hun vil rigtig gerne bidrage til den samfundsopgave, der ligger hos vandselskaberne i at bidrage til den grønne omstilling og den cirkulære økonomi. Problemet er bare, at der ikke er gjort plads til den grønne omstilling og den cirkulære økonomi. 

Kig nye veje

”Målet om at være energi- og klimaneutral i år 2030 er sammen med klimatilpasning og reduktion af overløb nye krav til os. Men vi skal samtidig med stigende priser stadig effektivisere på både drift og anlæg. Det kræver, at vi låner til meget af det, så vi risikerer at ende som forgældede selskaber. Det er ikke en ansvarlig måde at drive forretning på,” siger hun.

Det er hæmmende for effektiviseringen og innovationen, oplever hun, at man er underlagt så stram en kontrol af Forsyningssekretariatet. Det har tilmed selvforstærkende effekt. Selskaberne skal indberette alle mulige tal og søge om tillæg hele tiden for at hæve den økonomiske ramme.

I den nuværende vandsektorlov fra 2016 fremgår det, at kontrollen skulle blive simplere. Men det modsatte sker. De innovative løsninger kommer i baggrunden til fordel for skrivebordsarbejde. Hendes opfordring til politikerne er derfor:

”Kig nye veje i en helt ny vandsektorlov. Vis os tillid, for vi er alt for begrænsede i dag. Tænk udvikling, innovation, sektorkobling og CO2-neutralitet ind, og giv os mulighed for at agere”.

OPGAVER DER VENTER

Thisted Vand planlægger centralisering af sin spildevandsstruktur indenfor de kommende år.

På drikkevandsområdet arbejder de med grundvandsbeskyttelse af større områder i forbindelse med både BNBO- og nitratbeskyttelse. Herudover arbejder man på at etablere en kildeplads.