2023 12 13 Vandforbrug Bruser

Bedre risikohåndtering og indberetningskrav efterlyses i høringssvar til ny legionellakontrol.

En kommende bekendtgørelse om legionellakontrol fokuserer for snævert på hospitaler og plejehjem, skriver DANVA og DI i et fælles høringssvar. 

I høringssvaret efterlyser organisationerne: 

  1. Effektive kontrol- og styringsmæssige foranstaltninger: DANVA og DI påpeger, at udkastet ikke opfylder kravene i Drikkevandsdirektivet om effektive kontrol- og styringsmæssige foranstaltninger. De anbefaler, at der indføres klare krav til bygningsejere om at dokumentere, at evt. gennemførte tiltag har afhjulpet problemet. Desuden bør der være tilsyn fra en kompetent myndighed for at sikre, at disse krav overholdes.

  2. Udvidelse af risikoejendomme: I bekendtgørelsen gives der mulighed for kommunalbestyrelsen til at udvide kontrollen til andre bygningstyper, som f.eks. svømmehaller og skoler. DI og DANVA ønsker, at der centralt tages stilling til, om kun kontrol på hospitaler og plejehjem er tilstrækkelig, eller om kontrollen også bør omfatte andre typer bygninger, hvor der er en ansvarlig myndighed for beboerne.

  3. Standardiseret prøvetagningsstrategi: DI og DANVA anbefaler, at retningslinjer for prøvetagning fra Statens Serum Institut (SSI) indføjes direkte i bekendtgørelsen for at sikre en ensartet og standardiseret prøvetagningsstrategi.

  4. Dataudveksling med sundhedsmyndigheder: DI og DANVA foreslår, at data om Legionella-kontrol bør stilles til rådighed for relevante sundhedsmyndigheder for at fremme sygdomsforebyggelse i praksis.

Læs mere i høringssvaret.