I sidste uge begyndte nyt topmoderne HOFOR-vandværk at sende blødere vand ud til tusindvis af borgere. Dermed er over halvdelen af drikkevandet i hovedstadsområdet blødgjort, og det gavner både borgerne og sænker CO2-aftrykket.
HOFORI sidste rundede HOFOR en markant milepæl, når forsyningsselskabet begynder at levere blødere vand til tusindvis af borgere i hovedstadsområdet fra det nye, topmoderne vandværk, Værket ved Gevninge.
Og når værksmedarbejderne åbner for den store hane i dag, vil halvdelen af drikkevandet i hovedstadsområdet være blødgjort ned til 10-12 hårdhedsgrader.
I alt otte vandværker skal moderniseres for at styrke forsyningssikkerheden, og Værket ved Gevninge er det femte i rækken. Formålet med at modernisere værkerne er, at HOFOR også i mange år fremover kan levere drikkevand til forsyningsselskabets cirka en million kunder.
Der bliver i samme omgang indført blødgøring på alle otte værker, og det kommer borgerne til at mærke, fortæller områdechef i HOFOR Anne Scherfig:
”Borgerne vil opleve, at der kommer mindre kalk i for eksempel brusekabinen, så de skal bruge mindre tid og færre kemikalier på at gøre rent. Og samtidig holder apparater som elkedlen og vaskemaskinen længere - det betyder, at borgerne også sparer penge,” siger Anne Scherfig.
Områdechefen fortæller, at produktionen af blødere vand også betyder, at CO2-aftrykket falder væsentligt:
“Det er ikke bare vores kunder, der får gavn af det blødere vand. Det gør klimaet også. Når apparaterne holder længere, skal man købe nye sjældnere, og det betyder, at der bliver udledt mindre CO2,” siger den tilfredse områdechef.
Selv når ombygningerne af alle HOFORs vandværker er regnet med, vil blødgøringen af vandet samlet set betyde, at der bliver udledt hele 40.000 tons C02 mindre om året. Det viser en undersøgelse af COWI.
HOFOR har siden 2017 været i gang med at modernisere sine store vandværker. Senest er Værket ved Gevninge, der ligger i Lejre Kommune, blevet færdigt, og det åbner i dag for det blødere vand til borgere i blandt andre Albertslund Kommune.
Borgerne i hovedstadsområdet får gradvist blødere vand, fordi flere af værkerne forsyner forskellige områder i de otte kommuner, som HOFOR leverer vand til. Derfor vil nogle kommuner få delvist blødere vand undervejs, inden de alle er nede på de planlagte 10-12 hårdhedsgrader, når det sidste vandværk efter planen står færdigt i 2031.
Læs mere om, hvornår borgerne får blødere vand, her: hofor.dk/bløderevand