2024 08 22 Ulrik Vangsø Ørts CFO Aarhus Vand Aarhus Vand
Ulrik Vangsø Ørts, 38 år, er den 13. august startet som finansdirektør i Aarhus Vand. Foto: Aarhus Vand

Ulrik Vangsø Ørts, 38 år, er den 13. august startet som finansdirektør i Aarhus Vand. Han skal sikre en fortsat løbende udvikling af økonomistyringen i Aarhus Vand, herunder finansiering, likviditetsstyring og aktivitetsstyring af Aarhus Vands store anlægsprojekter og ventureselskaber.

Det største anlægsprojekt i Aarhus Vands historie bliver etableringen af byens kommende renseanlæg, Aarhus ReWater, hvor ambitionen er at skabe verdens mest ressourceeffektive renseanlæg. Ulrik Vangsø Ørts skal stå i spidsen for den overordnede finansiering og økonomistyring af dette projekt.

Han får desuden en vigtig rolle i forhold til implementering af Aarhus Vands forretningsstrategi med fokus på globalisering, forretningsgørelse, innovation og partnerskaber samt ansvaret for at opbygge og implementere procedurer for Aarhus Vands CSRD-regnskab.

Ulrik Vangsø Ørts kommer fra en stilling som økonomichef ved Silkeborg Forsyning og har tidligere arbejdet 13 år i revisionsbranchen, ved bl.a. EY og KPMG, som statsautoriseret revisor med speciale i energi- og forsyningssektoren, herunder særligt med den økonomiske regulering af vandselskaber.

Privat bor han med sin familie i Aarhus og siger om sin nye stilling:

”Jeg ser frem til at bidrage til de mange spændende projekter, som Aarhus Vand arbejder med, og det betyder meget for mig at kunne gøre en forskel i den by, hvor jeg og min familie bor. Derudover taler Aarhus Vands formålsbaserede arbejde og værdibaserede ledelse direkte ind i min måde at være og arbejde på.”

Karina Topp, adm. direktør i Aarhus Vand, er glad for at have fået Ulrik Vangsø Ørts ind i sin direktørgruppe, og hun ser frem til et tæt samarbejde, hvor en af de helt store udfordringer bliver at sikre de nødvendige økonomiske rammer for, at Aarhus Vand kan etablere Aarhus ReWater. Hun siger:

”Med Ulrik har vi i Aarhus Vand fået en finansdirektør, der kommer med meget stor faglig tyngde, mange års erfaring fra vandsektoren og dyb indsigt i vandsektorloven, hvilket har været helt afgørende for valget af ham. Et andet stort plus er, at han selv har erfaring med at starte virksomhed op, og netop startups er et vigtigt, kommercielt forretningsområde for os. Vi er medejere af fire startups inden for vandområdet, og vi har planer om at udvide denne portefølje i de kommende år.”