2025 03 19 Brun Vandrestøvle Ved Træstamme COLOURBOX1781936

Danmark bliver det første land i EU med et nationalt forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler fra 1. juli 2025. Forbuddet er en del af den danske PFAS-handlingsplan og er nu godkendt af EU uden indsigelser fra Kommissionen. DANVA påpeger dog, at PFAS-forurening ikke kun stammer fra tøj og sko, men også fra en række andre kilder.

Regeringen ser forbuddet som et skridt i en større indsats for at begrænse de såkaldte "evighedskemikalier", der udgør en risiko for både sundhed og miljø.

Miljøminister Magnus Heunicke understreger, at Danmark arbejder for et bredere EU-forbud:

"Der er brug for, at nogen går forrest for at begrænse PFAS ved kilden. Vi fortsætter arbejdet for at få fluorstofferne forbudt i hele EU. Der findes allerede en lang række miljørigtige alternativer, og hvor der ikke er alternativer, skal vi skabe incitamenter for at udvikle dem."

Danmark har sammen med Tyskland, Nederlandene, Norge og Sverige fremsat et forslag til EU’s Kemikalieagentur om et generelt PFAS-forbud, som kan blive det mest omfattende kemikalieforbud i EU’s historie.

DANVA: Forbuddet bør også omfatte sprøjtemidler

Hos DANVA modtages det nationale forbud positivt, men direktør Carl-Emil Larsen har tidligere understreget, at indsatsen ikke må stoppe her:

"Det er godt, at EU nu forbyder PFAS i udvalgte forbrugerprodukter, men det skal også omfatte de stoffer, der bruges i sprøjtemidler. Vi skal hverken have PFAS i spildevandet eller grundvandet, og derfor er det helt afgørende straks at stoppe med at anvende dem."

DANVA påpeger, at PFAS-forurening også stammer fra husholdningsprodukter, brandskum og industrielle anvendelser.

Vandværker og spildevandsselskaber har allerede iværksat tiltag for at mindske spredningen af PFAS, men ifølge DANVA er den mest effektive løsning at fjerne kilden frem for at forsøge at afhjælpe konsekvenserne.

Erhvervslivet får overgangsperiode

For at sikre en smidig implementering af forbuddet vil regeringen invitere erhvervslivet til dialogmøder. Branchen får en overgangsperiode, hvor forbuddet mod salg og import først træder i kraft 1. juli 2026. Derudover vil der være mulighed for salg af eksisterende lagre i et halvt år derefter. Det nye forbud følger i kølvandet på Frankrigs nylige beslutning om at forbyde PFAS i tøj, kosmetik og skivoks. Med Danmarks initiativ håber regeringen at bane vejen for et bredere europæisk forbud, der kan sikre, at PFAS-stoffer ikke længere udgør en sundheds- og miljørisiko i hele EU.