Lyngby-Taarbæk Forsyning får ny administrerende direktør.
Lyngby-Taarbæk ForsyningFra 1. april tiltræder John Buur Christiansen posten, hvor han skal stå i spidsen for selskabets fremtidige udvikling.
Christiansen har mere end 15 års erfaring som topleder i kommunale forsyningsselskaber og kommer senest fra stillingen som administrerende direktør i BIOFOS, Danmarks største spildevandsselskab. Her har han arbejdet med strategisk udvikling, klimamålsætninger og effektiv forsyningsdrift.
Den erfarne forsyningsleder ser frem til sin nye rolle:
"Forsyningsbranchen er vigtigere end nogensinde før, og derfor glæder jeg mig til at blive en del af Lyngby-Taarbæk Forsyning, som har mange spændende projekter på tegnebrættet for netop at imødekomme fremtidens krav til en velfungerende forsyning. Jeg er især optaget af at sikre en stabil og miljøansvarlig forsyning – noget der kun kan lykkes i fællesskab, og derfor ser jeg frem til samarbejdet med medarbejdere, bestyrelse og eksterne partnere,” siger han.
Lyngby-Taarbæk Forsyning fremhæver, at Christiansens strategiske indsigt og erfaring gør ham til den rette til at lede selskabets videre udvikling.