Klimatorium

Sidemandsoplæring i vand- og spildevandsforsyning skaber gensidig glæde og nye kompetencer

Lemvig Vand A/S og Klimatorium – Danmarks Internationale Klimacenter – har besøg af repræsentanter fra den ukrainske vand- og spildevandsforsyning i Voznesensk. Besøget er en del af et flerårigt samarbejde, der skal styrke vand- og spildevandsforvaltning i Ukraine.

I løbet af tre dage i starten af december deltager delegationen i et intensivt vidensdelingsprogram, hvor der arbejdes med sidemandsoplæring på Harboøre Renseanlæg, praktiske driftsrutiner og investeringsstrategier i relation til opbygningen af en moderne og robust vandforsyning.

Faktaboks: Om projektet

Formål:
At styrke vand- og spildevandshåndtering i Voznesensk gennem teknisk rådgivning, vidensdeling og opbygning af lokal kapacitet.

Centrale udfordringer i området i Voznesensk:

  • Vandspild på op til 40 % i det eksisterende forsyningsnet
  • Knap drikkevandsressource, især om sommeren
  • Mangel på strøm
  • Forældet drikkevandsinfrastruktur
  • Overdimensioneret renseanlæg
  • Næringsstoffer udledes til flod som nedstrøms bruges til drikkevand
  • Mangel på teknisk kapacitet og ressourcer efter krigens påvirkning

Danske aktører i samarbejdet:

  • Lemvig Vand (og spildevand?) A/S
  • Klimatorium
  • Ikast-Brande Kommune
  • Komponent – Kommunernes Udviklingscenter

Finansiering:
Projektet er finansieret af Udenrigsministeriets Ukrainefond.

 

Formålet er at udveksle konkrete erfaringer mellem danske og ukrainske fagfolk og derigennem styrke den lokale kapacitet i Voznesensk i Mykolaiv-regionen.

Et særligt fokus under besøget er den planlagte ombygning af Voznesensks eksisterende spildevandsanlæg. En opgradering af anlægget vil kunne reducere energiforbrug og forbedre effektiviteten af spildevandsrensningen – et afgørende skridt mod en mere bæredygtig og forsyningssikker drift.

Direktør for Lemvig Vand og Klimatorium, Lars Holmegaard, udtaler:

"Vand er en kritisk ressource overalt i verden, og de bedste løsninger skabes gennem partnerskaber. Samarbejdet med Voznesensk er et stærkt eksempel på, hvordan danske kompetencer kan bidrage internationalt – også i en svær tid."
— Lars Holmegaard, direktør, Lemvig Vand

Besøget er en del af Twinning-programmet, et venskabsbysamarbejde mellem Ikast-Brande Kommune og Voznesensk. Klimatorium bidrager i programmet med vidensdeling, teknisk rådgivning og koordinering på tværs af danske og ukrainske parter. Twinning-programmet er finansieret af Udenrigsministeriets Ukrainefond og administreres af Komponent – Kommunernes Udviklingscenter.