Glostrup Forsyning Vandværk
Foto: Glostrup Forsyning

Glostrup Forsyning har udpeget vinderen af udbuddet om opførelsen af et nyt vandværk i Glostrup.

Opgaven er tildelt et konsortium bestående af entreprenøren Arkil og Envidan. Med Sweco, PLH, 2Water og DI-Teknik som leverandører skal konsortiet stå for at projektere og opføre det nye vandværk, der skal sikre borgerne rent og blødere drikkevand.

Det nye vandværk er en central investering i forsyningssikkerheden i Glostrup og skal understøtte den fortsatte levering af drikkevand til kommunens borgere og virksomheder.

Borgmester i Glostrup, Kaspar Damsgaard, glæder sig over, at projektet nu går ind i næste fase.

"Det nye vandværk er en vigtig investering i Glostrups fremtid. Adgang til rent drikkevand er en af de mest grundlæggende samfundsopgaver, og derfor glæder det mig, at vi nu har fundet en stærk samarbejdspartner, som kan føre projektet sikkert videre. Jeg ser frem til at følge arbejdet og til det fortsatte gode samarbejde mellem Glostrup Kommune, Glostrup Forsyning og det vindende bud."

I konsortiet ser man frem til opgaven og samarbejdet.

”Vi er stolte over at være valgt til at realisere det nye vandværk i Glostrup, der kombinerer teknisk kompleksitet med et vigtigt samfundsansvar. Sammen med vores konsortiepartner Envidan og vores samarbejdspartnere Sweco, PLH, 2Water og DI-Teknik ser vi frem til et tæt og konstruktivt samarbejde med Glostrup Forsyning om at skabe en robust løsning, der kan levere rent drikkevand til kommende generationer," siger Lasse Rosenløv Søjberg, afdelingschef i Arkil.

Bestyrelsesformand hos Glostrup Forsyning Dan Kornbek Christiansen fremhæver betydningen af et stærkt partnerskab gennem hele projektforløbet.

"Vi har haft fokus på at finde den løsning og de samarbejdspartnere, der bedst kan hjælpe os med at realisere et moderne og fremtidssikret vandværk. Det vindende konsortium har præsenteret et stærkt tilbud, og vi ser frem til et åbent og tillidsfuldt samarbejde, hvor vi sammen skaber et anlæg, der kommer Glostrups borgere til gavn."

Arbejdet med projektering og planlægning igangsættes nu, og byggeriet forventes påbegyndt i sommeren 2027. Borgere og virksomheder kan forventes at få drikkevand fra det nye vandværk i 2029.

Fakta

  • Glostrup Forsyning har afsluttet udbuddet om etablering af et nyt vandværk.
  • Vinderen er et konsortium bestående af Arkil og Envidan med Sweco, PLH, 2Water og DI-Teknik som samarbejdspartnere.

Projektet går nu ind i projekterings- og planlægningsfasen.