Navn på indstiller
Claus Skotner
Projektpartnere
• Forsyning Helsingør A/S og Helsingør Kommune (bygherre)
• WSP Danmark A/S (rådgiver) med underrådgivere Schønherr A/S (arkitekt) og Norsyn A/S (fjernvarmerådgiver)
• Zøllner A/S (entreprenør) Center for Bygningsbevaring og CS Consult
Motivation for projektet
Helsingør Klimabykerne er et unikt klimatilpasningsprojekt, der fremtidssikrer Helsingørs historiske bykerne mod klimaforandringernes konsekvenser og samtidig løfter kvaliteten af byens rum, forsyningsinfrastruktur og energiforsyning. Projektet gennemføres i et tæt samarbejde mellem Helsingør Kommune og Forsyning Helsingør A/S, hvor hver part bidrager i forhold til egen nytte og i overensstemmelse med reglerne for omkostningsfordeling mellem kommuner og vandselskaber.
Projektet klimasikrer bykernen til en 20-års regnhændelse i år 2125 efter principperne i serviceniveaubekendtgørelsen. Målet er at beskytte boliger, erhverv, kulturhistoriske bygninger og kritisk infrastruktur mod de stigende regnmængder, som klimaforandringerne forventes at medføre.
Klimatilpasningen er integreret direkte i byens gader og pladser. Vejvand og vejvendt tagvand håndteres på terræn gennem bymidten som en synlig del af klimatilpasningen. Vandet ledes til en underjordisk renseløsning på Havnepladsen, hvor det renses, før det udledes til havnen under Hornbækbanen. Løsningen reducerer belastningen af kloaksystemet og forbedrer miljøforholdene ved udløbet.
Samtidig gennemføres en samlet modernisering af forsyningsinfrastrukturen. El-, vand- og spildevandsledninger fornyes, og fjernvarme etableres i den historiske bykerne som led i udfasningen af fossile energikilder. Dermed udnyttes anlægsarbejdet til at skabe størst mulig samfundsmæssig værdi.
Projektet viser, hvordan klimatilpasning kan anvendes som et aktivt byudviklingsredskab. Helsingør Kommune etablerer nye byrums- og belægningsløsninger i granit, som både respekterer den historiske kulturarv og forbedrer tilgængelighed, opholdskvalitet og byliv. Klimatilpasningen bliver dermed ikke blot en teknisk løsning, men en synlig forbedring af byen.
Projektet er samtidig blandt de mest komplekse klimatilpasningsprojekter i Danmark. Arbejdet gennemføres i en tæt historisk bykerne med begrænset plads, bevaringsværdige bygninger, handlende, restauranter, turisme og beboelse tæt på arbejdsområderne. Trods betydelige udfordringer med logistik, trafik, interessenthåndtering og uforudsete forhold i undergrunden er det lykkedes at skabe et projekt, der holder bymidten levende gennem hele anlægsperioden.
Helsingør Klimabykerne demonstrerer, hvordan klimatilpasning kan skabe merværdi for både klima, miljø, forsyning, kulturarv og byliv og sætter en ny standard for klimatilpasning i historiske byer.
Hvad er nyt?
Helsingør Klimabykerne er et af de første danske projekter, der i så stor skala integrerer klimatilpasning, forsyningsfornyelse, fjernvarmeudbygning og byudvikling i en fredet og historisk bykerne.
Den innovative del af projektet ligger i, at regnvand håndteres synligt på terræn gennem byrummet frem for udelukkende i traditionelle rørløsninger. Regnvandet renses i en underjordisk renseløsning og udledes derefter til havnen. Samtidig anvendes klimatilpasningen aktivt til at skabe nye byrums- og belægningsløsninger med respekt for Helsingørs kulturhistoriske identitet.
Projektet viser, hvordan klimatilpasning ikke blot kan beskytte kulturarven, men kan bruges som løftestang for at forbedre og videreudvikle historiske bymiljøer. Den tekniske og organisatoriske integration af så mange forsynings- og byudviklingsopgaver i et aktivt bycentrum gør projektet til et forbillede for andre historiske byer i Danmark og internationalt.
Hvilken merværdi giver projektet?
Helsingør Klimabykerne skaber væsentlig merværdi ud over den direkte klimasikring:
• Beskytter boliger, erhverv og kulturarv mod fremtidige regnbetingede oversvømmelser.
• Fornyer el-, vand- og spildevandsforsyningen i én samlet indsats.
• Understøtter den grønne omstilling gennem etablering af fjernvarme.
• Reducerer belastningen af kloaksystemet og forbedrer regnvandshåndteringen.
• Sikre et bedre havmiljø gennem reduktion af overløb fra fællessystemet samt rensning af regnvand inden udløb til recipient.
• Skaber attraktive byrum med høj arkitektonisk kvalitet og granitbelægninger.
• Styrker handelsliv, turisme og opholdskvalitet i bymidten.
• Demonstrerer en model for samarbejde mellem kommune og vandselskab, som kan inspirere andre klimatilpasningsprojekter.
Hvilke effektiviseringsgevinster er der ved projektet?
Helsingør Klimabykerne demonstrerer, hvordan klimatilpasning kan gennemføres ressourceeffektivt ved at samle flere nødvendige investeringer i ét koordineret projekt. I stedet for at gennemføre separate anlægsprojekter for klimatilpasning, ledningsfornyelse, fjernvarmeudbygning og byrumsforbedringer er indsatserne sammentænkt og udføres samtidigt. Dermed undgås gentagne opgravninger, reduceres de samlede anlægsomkostninger, og generne for borgere, erhvervsliv og besøgende minimeres. Projektet skaber således både driftsmæssige, økonomiske og samfundsmæssige gevinster, samtidig med at investeringerne giver værdi på tværs af klima-, forsynings- og byudviklingsområdet. Desuden sikres et stærkt reduceret CO2 aftryk, når man sammenligner med traditionelle løsninger i jord.
Hvem har vi samarbejdet med?
- Projektet er et stærkt eksempel på, hvordan komplekse klimatilpasningsprojekter kan realiseres gennem et tæt og målrettet samarbejde mellem mange aktører. Helsingør Kommune og Forsyning Helsingør har etableret et fælles projektgrundlag, hvor hver part bidrager ud fra sin respektive nytte og inden for rammerne af gældende lovgivning. Samtidig har rådgivere, entreprenører, forsyningsejere, myndigheder, erhvervsdrivende og borgere været involveret i projektets planlægning og gennemførelse. Den tværgående koordinering har været afgørende for at kunne gennemføre et anlægsprojekt af denne størrelse midt i en levende historisk bykerne. Helsingør Klimabykerne viser dermed, hvordan samarbejde på tværs af fagområder og organisationer kan omsættes til konkrete klimahandlinger med stor værdi for både borgere, miljø og samfund.