Drikkevand I Kriser 18062024

Hvordan sikrer vi drikkevand i en krisesituation: Anbefalinger og retningslinjer fra Beredskabsstyrelsen og DANVA

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har på et pressemøde med Beredskabsstyrelsen lørdag den 15. juni 2024 offentliggjort nyeste anbefalinger fra myndighederne. Anbefalingerne er rettet mod at forberede den danske befolkning på krisesituationer, hvor det er nødvendigt at kunne klare sig selv i op til tre døgn.

Dette initiativ er en del af regeringens indsats for at sikre landets forsyningssikkerhed og robusthed i krisetider.

Som drikkevandsselskaber spiller I en vital rolle i at sikre, at jeres kunder er velinformerede og forberedte. Denne vejledning er udarbejdet for at hjælpe jer med at kommunikere vigtige anbefalinger til jeres vandkunder.

Hvem har ansvaret i en beredskabssituation?

I en beredskabssituation er ansvarsfordelingen som følger:

  • Myndighederne: Har det overordnede ansvar for at håndtere krisen og sikre koordinering af indsatsen.
  • Beredskabsstyrelsen: Arbejder tæt sammen med lokale myndigheder for at sikre, at befolkningen får den nødvendige information og støtte.
  • Drikkevandsselskaber: Ansvarlige for at opretholde forsyningen af drikkevand, kommunikere med kunderne og samarbejde med beredskabsmyndighederne
  • Borgere: Anbefales at kunne klare sig selv i tre døgn ved at følge de givne råd og vejledninger.

Konkrete anbefalinger til kunderne

  1. Rengør beholderne: Rengør flasker og dunke til drikkevand med vand og sæbe, og skyl godt. Desinficer med 2 "propfulde" husholdningsklorin pr. 10 liter vand. Lad stå i 30 minutter før grundig skylning. Hvis vandet er tappet på godt rengjorte beholdere, og vandet er af god kvalitet – som alt drikkevand fra hanen er – kan det i princippet stå i årevis. 

  2. Tap vandet korrekt: Lad vandet løbe, til det bliver koldt, før du tapper det. Fyld beholderen helt op.

  3. Opbevar vandet i godkendte beholdere: Opbevar vandet i en beholder, der er godkendt til fødevarer. Se efter "glas- og gaffel"-symbolet på emballagen og følg producentens vejledning. Læs mere om mærkning på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

  4. Opbevar korrekt: Opbevar vandet køligt og mørkt. Opbevaring bør ske i et skab, under en køkkenvask eller et andet sted væk fra direkte sollys. Beholderen kan pakkes ind i aviser eller klæde, hvis et mørkt sted ikke er tilgængeligt.

  5. Udskift jævnligt: Hvis vandet er tappet på godt rengjorte beholdere, og vandet er af god kvalitet – som alt drikkevand fra hanen er – kan det i princippet stå i årevis. Alligevel anbefaler vi, at vandet for en sikkerheds skyld udskiftes løbende for at sikre, at du altid har rent vand klar. Rengør beholdere, inden du skifter vandet. Du kan evt. bruge det gamle vand til fx at vande blomster eller skylle ud i toilettet. 

  6. Køb flaskevand som alternativ: Opbevares vandet mørkt og køligt og bruges en ren beholder, der er godkendt til opbevaring af fødevarer, er der ingen forskel på, om du køber flaskevand eller tapper vand fra hanen. Hvis opbevaring og tapning af vand ikke kan ske korrekt, køb da flaskevand og følg udløbsdatoen.

Sørg for information på hjemmesiden og andre kanaler

  • Lav en dedikeret sektion på hjemmesiden med Beredskabsstyrelsens anbefalinger.
  • Brug sociale medier til at dele råd og retningslinjer.
  • Send nyhedsbreve og e-mails til kunderne med opdateringer og råd om kriseforberedelse.

Yderligere ressourcer