VUDP Logo

VUDP-foreningen uddeler i 2025 op til 8 millioner kroner til projekter, der kan bidrage til at løse nogle af de aktuelle udfordringer, vandbranchen står overfor.

Den 9. januar 2025 åbner VUDP-foreningen for en ny ansøgningsrunde, hvor puljen på i alt 8 millioner kroner skal uddeles til nye innovative udviklingsprojekter, der bidrager til at forbedre den danske vandsektors effektivitet og kvalitet.

”VUDP-foreningens formål dækker bredt, og derfor har foreningen også mulighed for at støtte projekter, der på forskellig vis er med til at forbedre vandsektorens effektivitet og kvalitet”, fortæller Henrik Rosendal Birch, bestyrelsesformand i VUDP-foreningen.

Han fortsætter: ”som branche står vi overfor en lang række udfordringer, som skal løses. Her kan blandt andet nævnes forurening med miljøfarlige stoffer, oversvømmelser og overløb af urenset spildevand. De midler, som VUDP-foreningen hvert år uddeler, kommer fra vandselskaberne selv og er med til at bidrage til at finde løsninger på nogle af de aktuelle udfordringer, vi oplever. Som branche skal vi sørge for, at vi også er en del af løsningen”.

Det er VUDP-foreningens faglige vurderingspanel, der vurderer projektansøgninger og træffer den endelige beslutning om uddeling af foreningens midler. Det faglige vurderingspanel er sammensat af syv medlemmer, der alle besidder viden, der er relevant for vurderingen af projekter til fremme af effektivitet og kvalitet i vandsektoren.

Herunder er både forskningsverdenen og vandsektorens leverandører repræsenteret.

”Vi ser frem til at modtage en masse kvalificerede ansøgninger og uddele endnu flere midler til projekter, der er med til at skabe konkrete forbedringer for vandsektoren,” slutter Henrik Rosendal Birch.