Navn på indstiller
Michael Glerup Jørgensen
Projektpartnere
Rebild Kommune, WSP, UCON – Utility Consulting, Sweco og Jokumsen A/S
Motivation for projektet
Mastrup Søerne er et smukt naturområde på ca. 10 ha i en ådal midt i Støvring; den største by i Rebild Kommune. Området har været anvendt til både tørvegravning og dambrug, hvilket sat sit præg på områdets udseende og funktionalitet. Området har desuden været præget af fire kunstige søer, som blev dannet ved opstemning i 1970erne. I samme forbindelse blev Mastrup Bækken, som løber gennem området, koblet på søerne.
Det har vist sig, at beslutningerne i 1970erne var dårlige for både miljøet og naturen i området. Der var f.eks. ikke fri faunapassage gennem området for fisk og andre vandløbsdyr. Desuden løb en stor del af regnvandet fra de omkringliggende villakvarterer ud i Mastrup Bækken og videre ud i de fire søer. Det betød, at grumset vand og sedimenter ved kraftig regn blev trukket med ud i Mastrup Bækken, som munder ud i Lindenborg Å. Der skete således ingen nævneværdig forsinkelse af regnvandet.
Med udsigt til bl.a. stadig mere regn i fremtiden, en stærk bekymring for naturen i området og en by i rivende udvikling indledte Rebild Kommune og Rebild Vand & Spildevand A/S i 2021 et tæt samarbejde om en gennemgribende omdannelse af området til gavn for både naturen, miljøet og borgerne i Rebild Kommune.
Udvalgte resultater af samarbejdet:
1. Mastrup Bækken har igen fået sit eget, snoede og naturlige forløb gennem ådalen. Nu kan fisk og andre dyr bevæge sig frit op ad det smukke vandløb.
2. De kunstige søer er blevet erstattet af to store regnvandsbassiner, som forsinker regnvandet ved regn. Det betyder også, at Rebild Forsyning & Spildevand A/S skal bruge mindre plads til regnvandsbassiner i de omkringliggende områder inde i byen. De nye bassiner vil have en positiv effekt på vandkvaliteten i Lindenborg Å og det Natura 2000 område, som åen løber igennem.
3. Etablering af en ny rentvandsø med vand fra undergrunden.
4. Effektiv klimasikring ved reduktion af udløbsflow til Mastrup Bækken med ca. en faktor 10. Dette bidrager til klimasikring af både bækken og byen længere nedstrøms.Før projektet blev der udledt mere end 3 m3 til bækken ved kraftig regn.
5. Markant øget biodiversitet – med fokus på arter, der hører til i området. Eksempler:
- Separering af vandtyper – regnvand i bassiner, vand fra undergrunden i rentvandssø og Mastrup Bækken i eget tracé.
- Varieret udformning af bassiner og rentvandssø med lavvandede områder og områder med mere dybde.
- Stor variation i terrænet med både flade og stejle områder.
- Stor variation i beplantning – bl.a. gennem frøblandinger med tilhørende arter. Området gået fra park til vild natur.
6. Gennemgribende fornyelse og fremtidssikring af kloaksystemet i området. Der er tale om et nyt system med minimum vedligehold og med god tilgængelighed. De tekniske anlæg er integreret i naturen, så de er skjult så meget som muligt – og designet til fremtidens regnmængder.
7. Et smukt naturområde med høj rekreativ værdi midt i byen – her er stier, broer, smukke udsigtspunkter og ro og plads til refleksion.
Hvad er nyt?
Området er et §3 naturområde, hvilket var en stor udfordring i samarbejdet mellem kommunen og forsyningen. Lidt forenklet sagt, så skulle et §3 naturområde gennemgå en gennemgribende forandring og så fortsat være §3 naturområde ved projektets afslutning. Men det lykkedes gennem tæt dialog at designe et projekt, som kommunen som myndighed kunne godkende, og ikke mindst bidrage aktivt til.
For forsyningen bød projektet på en række udfordringer, da det skulle gennemføres på naturens præmisser for fortsat at have status som §3 naturområde. Det krævede nytænkning omkring bl.a. det overordnede design af tekniske anlæg – f.eks. anvendes drænvand omkring bassinerne i dag til rekreative formål, og der er skabt ”kunstige” vandløb og driftsveje, der også tjener rekreative formål. De tekniske anlæg være så lidt synlige som muligt, hvilket blev opnået gennem dialog og vilje til at investere i et attraktivt naturområde – udfordringen var at få et menneskeskabt naturområde til at se naturligt ud.
Hvilken merværdi giver projektet?
Projektet er meget interessant i et klimasikringsperspektiv. Dette f.eks. i forhold til:
1. Genanvendelse af jorden i projektområdet. Hertil kommer anvendelse af jord i umiddelbar nærhed til området. Behovet for transport af jord blev reduceret markant.
2. Området inviterer til ophold og forskellige typer sundhedsfremmende aktiviteter i naturen midt i byen. Her er stier til de borgere, der cykler, går eller løber ture. Her er mulighed for vandaktiviteter (ikke sport) og her kan man gå på opdagelse i naturen på egen hånd.
3. Projektet bidrager til en væsentlig bedre vandkvalitet i området, samt i Lindenborg Å og videre nedstrøms.
4. Havørreder fra Lindenborg Å søger op i Mastrup Bækken for at gyde. Men nu kan de igen finde vej, da de ikke skal navigere de kunstige søer.
5. Markant bedre rensning af regnvand.
6. Et område, hvor biodiversiteten er i højsædet.
7. Et område, der anvendes som udendørs klasseværelse.
8. Et område, hvor der kan afholdes mange typer kulturelle arrangementer.
Hvilke effektiviseringsgevinster er der ved projektet?
Ved at placere de nye regnvandsbassiner i ådalen undgik Rebild Vand & Spildevand A/S at skulle anvende betydelige ressourcer på at finde andre placeringer – f.eks. i Støvring by. Uden muligheden for at etablere regnvandsbassiner i ådalen ville forsyningen inden for en kort årrække møde udfordringer i forhold til at skulle finde, og måske rydde, arealer til bassiner i byen. Det ville være en meget dyr løsning, som desuden med stor sandsynlighed ville være til gene for borgere og erhvervsdrivende. En helhedsplan slog i 2015 fast, at det var næsten umuligt at finde arealer til etablering af bassiner til fremtidige regnvandshåndtering i området i og omkring Støvring. I dag ledes ca. 25 % af regnvandet i Støvring til de to nye bassiner.
Der ligger i projektet en betydelig effektiviseringsgevinst i det meget tætte samarbejde mellem kommune og forsyning. Alle involverede kendte fra starten både mål og middel, hvilket betød, at man på intet tidspunkt skulle rulle processer tilbage.
Hvem har vi samarbejdet med?
-
I forbindelse med de indledende faser af projektet blev borgere og andre interesserede inviteret til en workshop. Formålet var dels at få gode idéer og forslag på bordet, og dels at lære området bedre at kende gennem de mennesker, der færdes i området til daglig.
Undervejs i projektet har elever fra både Karensmindeskolen og Støvring Gymnasium været en del af projektet. Begge uddannelsesinstitutioner er nabo til ådalen, og det var derfor oplagt at inddrage dem i processen. En del af området har derfor fået navnet Læringszonen. Målet er at give elever og lærere mulighed for at flytte undervisningen ud af klasselokalet og ud i naturen. Eleverne fra de to uddannelsesinstitutioner har bl.a. sat fisk ud og plantet nye planter – herunder også nye vandplanter.
Der er også etableret en Kulturzone i området, hvor borgere, foreninger og andre interesserede kan gennemføre forskellige typer af kulturelle arrangementer.