VMR Storkeengen Randers (3)

Storkeengen beskytter Vorup mod skybrud og høje vandstande i Gudenåen og giver samtidig borgerne et nyt, rekreativt naturområde.

Navn på indstiller

Christina Fredholm Nielsen

Projektpartnere

Bygherrer: Randers Kommune
Totalrådgiver: CF Mølller
Underrådgivere: WSP
Entreprenør: NCC Jacobsen & Blindkilde

Motivation for projektet

Vandmiljø Randers og Randers Kommune har sammen skabt klimatilpasningsprojektet Storkeengen, som et led i at beskytte de lavest liggende huse i bydelen Vorup mod fremtidens øgede regnmængder, samt stormflod og forhøjede vandstande i Gudenåen. Projektet håndterer skybrudsvand fra et opland på over 200 ha, og i 2027 er vi færdige med at gennemføre separatkloakeringer i hele oplandet.
Storkeengen er et visionært og ambitiøst projekt, hvor vi håndterer en 100 årshændelse i år 2100 ved at etablere klimaveje i området, hvor vandet ledes på overfladen til et eksisterende §3 område.
For at skabe plads til skybrudsvandet ved høj vandstand i Gudenåen, er der etableret et dige, der tilbageholder skybrudsvandet i Storkeengen indtil vandstanden i Gudenåen er faldet, og det er muligt at udlede skybrudsvandet til Gudenåen ved gravitation. Diget er 270 meter lang og tre meter højt.
Ved at etablere diget er det skabt et bassinvolumen 40.000 m3, dette svarer til, at engen kan rumme skybrudsvand fra mere end en 50-årshændelse. Da området er tilpasset en 100 års hændelse har det været nødvendigt at etablere en pumpestation i diget, som kan flytte vandet fra engen ud i Gudenåen når det ikke et muligt at vandet kan gravitere.
Vandmiljø Randers har investeret omkring 60 mil. kr. i projektet og Randers Kommune har bidraget med 6 mio. til de rekreative elementer i engområdet bla. flotte boardwalks og stier.
Projektet startede op i 2015 og blev indviet i juni i 2024.
Storkeengen er første del af Randers Kommunes store byudviklingsprojekt - Flodbyen Randers. Etablering af diget er første element i kommunens beslutning om et klimabånd, der skal beskytte Randers by mod stormflod. Diget har derfor en dobbeltfunktion. Samtidig har projektet skabt et helt nyt rekreativt område i bydelen. Storkeengen er allerede utrolig velbesøgt på alle tider af døgnet, og borgerne i byen har taget fantastiske godt imod det nye område.
Storkeengen er netop blevet hædret med Randers Kommunes Arkitekturpris 2025

Hvad er nyt?

Bærende elementer i klimatilpasningen af Vorup:
- Skybrudsveje som transportveje, hvor regnvand holdes på vejbanen, fremfor at løbe den direkte vej igennem haver og indkørsler. Det er vejenes profiler og høje kantsten, der gør almindelige gader til skybrudsveje. Hovedskybrudsvejene leder regnvand fra de højereliggende områder videre og ud i Storkeengens grøfter.
- Diget i Storkeengen, der både fungerer, som dige og som bassinkant. Det holder høje vandstande i Gudenåen tilbage, og det er et magasin for overfladevand i tilfælde af både høje vandstande og ekstremregn på samme tid. Det har været nødvendigt at tænke ud af boksen i arbejdet med diget for at undgå at den bløde bund giver efter for vægten. Resultatet blev en byggeproces med indlagte hvileperioder og lette byggematerialer, for at skabe en bæredygtig og holdbar konstruktion.
Det tekniske anlæg i Storkeengen er kombineret med flotte rekreative løsninger lavet i samarbejde med Randers Kommune for at trække borgerne ud i naturen.

Hvilken merværdi giver projektet?

Projektet har skabt et helt nyt rekreativt område i bydelen, som indbyder borgere til nye natur oplevelser. Der er lavet en boardwalk, som giver en fornemmelse af at gå på vandet, og det er etableret en bådbro, som kanoer og kajakker kan lægge til.
Der er etableret en Solnedgangsbro med siddepladser, hvorfra det der er udsigt henover Gudenåen til Randers regnskov og Randers by med de unikke røde tage.

Hvilke effektiviseringsgevinster er der ved projektet?

Med projektet er udledningerne til Gudenåen reduceret væsentligt, da overløbet fra de fælleskloakerede områder, ophører i takt med at borgerne får adskilt deres regn- og spildevand.

Hvem har vi samarbejdet med?

Projektet er skabt i et tæt samarbejde mellem Vandmiljø Randers og Randers Kommune. Der har været mange udfordringer undervejs, men de er alle blevet løst i fællesskab. Projektet har involveret mange afdelinger hos Randers kommune bla. plan, natur og miljø, vej m.fl.
Der har været mange interessenter i forhold til naturhensyn, grundejere og foreninger, fonde mv.