De danske vandselskaber er i dag udsat for større og større pres fra omverdenen for at kunne effektivisere og ikke mindst kunne dokumentere sine aktiver. De største aktiver i vandselskaberne er det ledningsnet, der ligger ude i jorden, og som derfor bør være genstand for en omhyggelig og fremtidssikret registrering.

Dandas er en standard for udveksling af vandselskabernes kloaknet. Dandas anvendes hos størstedelen af de danske vandselskaber.

Dandas er udviklet i et omfattende samarbejde mellem vandselskaber, applikationshuse og rådgivere og har eksisteret siden 2004. Modellen opdateres løbende.

Fordelene ved en ensartet national standard er mange:
- Fælles krav til systemleverandørerne som medfører større udbud af applikationer
- Fælles begrebsopfattelse
- Mere effektiv udveksling af data på tværs af applikationer uden datakonvertering
- Sikrer et solidt og ensartet datagrundlag for bl.a. værdiansættelse og benchmarking

Det kræver en Dandas-licens at anvende produkter, der baserer sig på Dandas og tilhørende moduler. Licensindtægernes anvendes blandt andet til den videre udvikling af modellerne. Dandas-licensen indgås via applikationshusene.

Der er adgang til modeldokumentation for Dandas 2.5.2/2.6, 3.0, 3.1 og 3.1.2 via menuen til højre.

Dandas 3.1.2
DANVA frigav den 13. aug. 2021 Dandas 3.1.2 som en fejlretning og lettere udbygning af Dandas 3.1. For yderligere information henvises til dette site, der indeholder en oversigt over de forskellige Dandas versioner, som DANVA har frigivet siden 2005.


Dandas 3.1.2's integration med de øvrige moduler, ved klik på figuren loader den i et selvstændigt vindue.

Følgende modeller og moduler interagerer med Dandas 3.1.2
- Dandas 3.1.2 bygger på Fælles kernemodel 2.1.2. Fælles kernemodel indeholder de begreber m.m., der udveksles ens på tværs af Danvand og Dandas. Både Danvand og Dandas bygger på en kopi af den Fælles kernemodel.
- Modulet TV og Brøndrapport 3.1.1 til registrering af TV- og brøndrapporter i relation til Dandas 3.1.2. Modulet understøtter Fotomanual 2021 med tilhørende vejledninger
- Modulet Kabler, Fremmedrør og Flader 1.1 til registrering af el- og signalkabler m.m.

Dandas 3.1.2 udgøres af
- En logisk informationsmodel med tilhørende dokumentation beliggende på DANVA-Reolen.
- Et XML-udvekslingsformat til brug for udveksling af ledningsdata m.m. både internt i forsyningen og med eksterne rådgivere og landinspektører.
- Logiske snitflader til LER 2.0 som grundlag for forsyningens besvarelse af graveforespørgsler.

Indmelding af udviklingsønsker og fejl
Hvis du har input (udviklingsønsker, uhensigtsmæssigheder og fejl) til modulet er du meget velkommen til at inddatere dem via dette link.

DANVAs krav til applikationshusenes understøttelse
DANVAs krav til applikationshusenes understøttelse af DANVAs datamodeller fremgår her.