Som bekendt er et af elementerne i Vandreformen af 2009, at vandselskaberne skal overgå til at være skatteobjekter. I den forbindelse skal der laves selvangivelser for 2010. For selskaber som overgik til skattepligt den 1. januar 2010 skal dette ske med afsæt i Selskabsskattelovens § 5D.

SKAT præsenterede sommeren 2010 vandsektoren og en række rådgivere for en såkaldt pixi-vejledning med forslag til værdiansættelsesmetode. Responsen til SKAT var klar: Den anviste metode og dens forudsætning er utilfredsstillende. Revisorerne vurderer, at vandselskaberne indenfor en ganske kort årrække ville skulle betale skat – og dermed afspejler metoden ikke de politiske signaler, der er givet i forbindelse med Vandreformens vedtagelse.

Der har siden været flere dialogmøder mellem SKAT, DANVA/FVD og FSR (Foreningen af statsautoriserede revisorer), hvor konkrete, alternative værdiansættelsesmetoder er blevet drøftet. Alligevel meddelte SKAT i begyndelsen af december 2010, at de ville fastholde den såkaldte DCF-model, som pixi-vejledningen var/er baseret på. Den efterfølgende diskussion kunne alene gå på, hvilke elementer i modellen, der evt. kunne justeres – således at FSR og DANVA også fandt, at modellen var acceptabel. Forhandlingerne endte i en hårdknude 17.12.2010.

DANVA er, som det fremgår, grundlæggende uenig i de opstillede forudsætninger, som SKAT tilsyneladende fortsat vil basere sin fastsættelse af den skattemæssige indgangsværdi på. Den omtalte pixi-vejledning er dog i skrivende stund ikke blevet offentliggjort.

I relation til selvangivelsen for 2010 kan DANVA for indeværende henvise til en anden offentlig myndigheds (Forsyningssekretariatet) værdiansættelse, hvor standardpriserne i Pris- og Levetidskataloget (POLKA) synes at være et kvalificeret bud på handelsværdier for aktiverne i vandselskaberne, som også fremover er underlagt et hvile-i-sig-selv-princip. Ved at anbefale anvendelsen af POLKA værdier læner DANVA sig således op af den fortolkning af § 5D, der tilsiger, at det er handelsværdien for de enkelte aktiver, der skal lægges til grund ved fastlæggelsen af de skattemæssige indgangsværdier for driftsmidlerne.

Såfremt at anvendelsen af POLKA giver SKAT anledning til at reagere, må det vurderes, hvorvidt der skal køres en række prøvesager.

I den forbindelse er det afgørende for DANVA, at embedsmændene kan finde en model, der honorerer det politiske signal om, at indførelsen af skattepligten ikke skal have nogen økonomisk konsekvens for det offentlige. Det er nemlig blevet vurderet, at vandselskaberne ikke får et overskud på hverken kort eller mellemlang sigt som følge af forslaget om skattepligt. Forventningerne var dog, at der evt. ville kunne opstå merprovenu på lang sigt hos selskaberne, som de – medmindre de nedjusterer deres vandpriser – skal betale skat af. Det blev også vurderet i lovbemærkningerne, at der på lang sigt vil kunne opstå et provenu for det offentlige på 0,1 mia. kr. årligt.